Ammesorg – når amningen ikke blev, som du havde håbet

Af Laura Kjær Jacobsen – Jordemoder, samtaleterpeut og Cand. pæd. i pædagogisk psykologi

Om amning og følelser

Ammesorg er noget, jeg møder igen og igen i mit arbejde som familiedannelsesterapeut. Alligevel er det et emne, der bliver talt meget lidt om. Vi taler om amning. Vi taler om teknikker, om brystets anatomi, om mælkeproduktion og hormoner, om sundhedsfaglige anbefalinger og om de mange gode grunde til at amme sit barn, hvis det er muligt. Men vi taler langt mindre om de følelser, der kan opstå, når amningen ikke bliver, som man havde håbet. Om sorgen, der kan opstå, når noget, man måske har drømt om længe, ikke lykkes. Om skyldfølelsen, utilstrækkeligheden og de mange selvbebrejdelser, som for nogle kvinder kan komme til at fylde overraskende meget.

I denne podcast-episode fortæller jeg om ammesorg – og giver en hjælpende hånd til hvordan du kan håndtere det svære følelser. Den kan formentlig være virkelig hjælpsom for at dig at lytte til.

Forskellige mennesker – forskellige følelser omkring amning

Inden vi overhovedet begynder at tale om ammesorg, synes jeg, det er vigtigt at forstå, at følelser omkring amning findes på et meget bredt spektrum. Nogle kvinder bærer på et stærkt ønske om at amme allerede inden graviditeten. De glæder sig til det, forestiller sig nærheden og oplever amningen som en naturlig del af det moderskab, de drømmer om. Andre oplever noget helt andet. De kan have svært ved at forestille sig amningen eller opleve tanken som mærkelig, grænseoverskridende eller direkte ubehagelig. Begge dele er almindelige. Begge dele er menneskelige. Og begge dele fortæller os noget vigtigt om, hvor forskellige vi er som mennesker.

Jeg kan selv huske, at jeg under min første graviditet syntes, det var lidt sært at forestille mig, at der skulle ligge et barn ved mit bryst. Men da min søn kom til verden, oplevede jeg det som naturligt at lægge ham til. Det minder mig om, at vores oplevelser af amning ikke er statiske. De kan ændre sig. De kan overraske os. Og de kan udvikle sig undervejs.

Nogle kvinder oplever, at amningen hurtigt kommer til at fungere. Andre kæmper. Nogle oplever smerter. Nogle oplever vedvarende ubehag. Nogle oplever problemer med barnets sutteteknik, med mælkeproduktionen eller med andre forhold, som gør amningen vanskelig. Og nogle kæmper længe, før det lykkes. Måske er det netop derfor, at ammesorg kan blive så omfattende. Fordi der ofte ligger en lang kamp bag.

Når sorgen kommer efter en lang kamp

Noget af det, der kendetegner ammesorg, er, at den sjældent opstår ud af ingenting. Tværtimod ligger der ofte en lang kamp bag. En kamp, der måske har varet i dage, uger eller måneder. Mange kvinder når ikke frem til beslutningen om at stoppe med at amme, før de har forsøgt næsten alt, hvad de kunne komme i tanke om. De har været oppe hver tredje time. De har malket ud. De har lagt barnet til igen og igen. De har søgt råd hos sundhedsplejersker, ammevejledere og andre fagpersoner. De har kæmpet, ofte længe efter at de egentlig var udmattede. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at sorgen bliver så stor, når man til sidst må erkende, at amningen ikke kommer til at udvikle sig, som man havde håbet.

Når man står det sted, er man ofte enormt træt. Man er belastet af søvnmangel, bekymringer og stress. Man har måske brugt måneder på at forsøge at få noget til at lykkes, uden at vide om indsatsen nogensinde ville føre til det resultat, man drømte om. Og netop fordi man er så slidt, bliver det også sværere at håndtere de følelser, der opstår efterfølgende. Selvkritikken får lettere fat. Skylden får mere plads. De hårde tanker om en selv bliver mere overbevisende. Det er vigtigt at forstå, at det ikke skyldes, at man er svag. Det skyldes, at man har været igennem noget, der har krævet enorme ressourcer.

Derfor kan ammesorg føles så voldsom

Samtidig tror jeg, at vi er nødt til at forstå ammesorg som noget, der ikke kun handler om tanker og forventninger. Der er også en biologisk dimension. Vi mennesker er moderne mennesker, men vi er stadig biologiske væsener. Dybt i os findes der systemer, som gennem tusindvis af generationer har haft til opgave at sikre vores børns overlevelse. Når vi oplever udfordringer med at ernære vores barn, reagerer en meget grundlæggende del af os. Vores rationelle hjerne ved godt, at der findes fremragende alternativer til brystmælk, og at børn kan trives på modermælkserstatning. Men vores følelsessystem reagerer ikke nødvendigvis på den logik. Der kan opstå en instinktiv oplevelse af, at noget vigtigt er truet. Det er en del af forklaringen på, hvorfor mange kvinder oplever så stærke følelsesmæssige reaktioner, når amningen ikke lykkes.

Der er også en hormonel side af historien. Når amningen fungerer godt, frigiver kroppen blandt andet oxytocin, som bidrager til følelsen af ro, nærhed og forbindelse til barnet. Mange kvinder beskriver en særlig oplevelse af samhørighed i de øjeblikke. Hvis amningen bliver vanskelig, eller hvis man må stoppe, kan der opstå et tomrum efter denne oplevelse. Nogle beskriver det som et savn, der kan være svært at sætte ord på. Ikke kun et savn af selve amningen, men af følelsen af nærhed, af ritualet og af den måde relationen blev oplevet på i de øjeblikke.

For nogle kvinder opstår ammesorgen efter et ammeforløb, der aldrig kom til at fungere. For andre opstår den, efter en amning som faktisk fungerede godt. Barnet vælger måske selv brystet fra. Mælkeproduktionen ændrer sig. Livsomstændighederne ændrer sig. Eller der opstår andre forhold, som gør, at amningen må stoppe tidligere, end man havde ønsket. Sorgen kan derfor både handle om dét, der aldrig lykkedes, og om dét, man havde, men måtte sige farvel til.

Når ammesorgen rammer selvværdet

Noget af det, der gør allermest ondt ved ammesorg, er dog ofte den måde, den påvirker vores selvbillede som mødre på. Jeg møder kvinder, der fortæller mig, at de føler, de har svigtet deres barn. At de føler sig utilstrækkelige. At de føler sig mindre gode end andre mødre.

Hver gang bliver jeg berørt af det, fordi det så ofte er kvinder, der har kæmpet længst og hårdest, som har de hårdeste domme over sig selv. Kvinder, som har ofret søvn, energi og trivsel for at forsøge at få amningen til at fungere. Kvinder, som har gjort alt det, de overhovedet kunne. Når sorgen fylder, kommer vi imidlertid ofte til kun at se udfaldet. Vi ser ikke indsatsen. Vi ser ikke alle forsøgene. Vi ser ikke kærligheden og dedikationen bag. Vi ser kun det, der ikke lykkedes.

For mange bliver ammesorgen tæt knyttet til oplevelsen af, hvad en mor burde kunne. Det er, som om den manglende mulighed for at amme kommer til at udfordre noget helt grundlæggende i identiteten. Og når det sker, er det let at miste blikket for alle de andre måder, man hver eneste dag passer på, drager omsorg for og elsker sit barn.

Samtidig ser jeg ofte, at kvinder kommer til at sammenligne sig med andre. Med kvinden i mødregruppen, som ammede uden problemer. Med veninden, som kæmpede længere. Eller med hende, der tilsyneladende fik det hele til at fungere. Men noget af det vigtigste, jeg har lært gennem mit arbejde, er, at vi ikke kan sammenligne vores ammeforløb. Vi er forskellige mennesker med forskellige kroppe, forskellige hormonsystemer og forskellige instinktive drivkræfter. Nogle oplever en meget stærkt biologisk drift mod at fortsætte kampen for amningen. Andre oplever det mindre intenst. Ingen af delene er forkerte. De er blot udtryk for, at vi er forskellige.

Hvornår har du prøvet nok?

Det er også derfor, jeg ofte inviterer kvinder til at se på helheden. For spørgsmålet er ikke kun, om amningen kan lykkes. Spørgsmålet er også, hvad kampen koster. Hvad sker der med søvnen? Med parforholdet? Med relationen til barnet? Med den psykiske trivsel? Med resten af familien?

Nogle gange bliver ønsket om at amme så stærkt, at man næsten glemmer at se på konsekvenserne af kampen. Ikke fordi ønsket er forkert, men fordi ønsket er dybt menneskeligt og ofte forankret i både drømme, instinkter og kærlighed til barnet. Derfor kan det være nødvendigt at standse op og se på den samlede situation. Det er ikke for at tale dig fra at amme, men for at skabe et mere nuanceret grundlag for den svære beslutning om hvornår nok er nok.

Jeg oplever ofte, at det kan være hjælpsomt at sætte sig ned og helt konkret se på prisen. Hvad koster det at fortsætte lige nu? Er der massiv søvnmangel? Er forholdet til partneren under pres? Er der vedvarende bekymringer omkring barnets trivsel? Er kroppen smerteplaget? Er stressniveauet så højt, at alt andet i livet også påvirkes?

Samtidig kan det være hjælpsomt at se på, hvad man håber at opnå. Hvilke gevinster oplever man ved at fortsætte? Hvad er det, man kæmper for? Og hvilke realistiske muligheder ser fagpersonerne omkring én?

Der findes selvfølgelig ikke et facit. Men jeg oplever ofte, at det kan skabe større ro at træffe beslutningen med åbne øjne. At vide, hvorfor man fortsatte. Eller hvorfor man valgte at stoppe. At kunne se hele billedet frem for kun følelsen af nederlag.

Når amningen er slut, begynder et  sorgarbejde

I denne podcast-episode fortæller jeg om ammesorg – og giver en hjælpende hånd til hvordan du kan håndtere det svære følelser. Den kan formentlig være virkelig hjælpsom for at dig at lytte til.

Når amningen slutter, oplever mange, at de gerne vil lægge det bag sig. De vil stoppe med at tænke på det. Men følelser fungerer sjældent sådan. Sorg har brug for plads. Ikke nødvendigvis hele tiden, men nok til at den bliver set og anerkendt.

Jeg oplever ofte, at det hjælper at sætte ord på de følelser, der er der. Ikke vurdere dem. Ikke analysere dem i stykker. Bare registrere dem. Hvad er det egentlig, jeg føler lige nu? Er det sorg? Er det vrede? Er det skyld? Er det følelsen af at være blevet svigtet eller ikke have fået den hjælp, jeg havde brug for?

Når vi tør være nysgerrige på følelserne i stedet for at flygte fra dem, sker der ofte noget vigtigt. Følelserne bliver mindre truende. De bliver noget, vi kan være med, i stedet for noget, vi hele tiden skal kæmpe imod.

Jeg oplever også, at mange mennesker aldrig rigtig har lært at være med deres følelser. Derfor kan det føles overvældende. Men følelser er ikke farlige. De er kropslige reaktioner. De kommer i bølger. De stiger. De topper. Og de lægger sig igen. Når vi tør blive i dem længe nok til at mærke dem, bliver det ofte lettere at forstå, hvad de egentlig forsøger at fortælle os.

Hvordan hjælper du dig selv gennem ammesorgen?

Når amningen er slut, eller når beslutningen om at give slip begynder at tage form, opstår der ofte et naturligt ønske om at få det bedre så hurtigt som muligt. Mange forsøger at tænke sig ud af sorgen, distrahere sig fra den eller overbevise sig selv om, at de ikke burde være så påvirkede. Men min erfaring er, at ammesorg sjældent bearbejdes ved at blive skubbet væk. Tværtimod oplever jeg ofte, at sorgen får mere magt, når vi forsøger at ignorere den.

Derfor handler noget af det vigtigste arbejde faktisk om at give følelserne plads. Ikke sådan at de skal fylde hele dagen eller tage styringen over dit liv, men sådan at de får lov til at eksistere. For mange kvinder er det uvant. Vi er ofte trænet i at løse problemer, komme videre og være handlekraftige, men sorg fungerer ikke som et problem, der kan løses. Sorg er noget, der skal mærkes og gennemleves.

Jeg plejer derfor at opfordre kvinder til at sætte lidt tid af hver dag til bevidst at være med det, der er. Det kan være på en gåtur. Det kan være, mens barnet sover. Det kan være nogle få minutter i sofaen med en kop te. Det afgørende er ikke, hvordan det foregår. Det afgørende er, at du stopper op og spørger dig selv: Hvad føler jeg egentlig lige nu?

Måske opdager du, at du er ked af det. Måske mærker du vrede over ikke at have fået den støtte eller hjælp, du havde brug for. Måske mærker du skyld. Måske følelsen af at have mistet noget vigtigt. Når du har sat ord på følelsen, kan du forsøge at rette opmærksomheden mod kroppen. Hvor mærker du den? Sidder den som en knude i maven? En trykken for brystet? En spænding i nakken eller bag øjnene?

Noget af det, jeg ofte forklarer kvinder, er, at følelser i virkeligheden er kropslige fornemmelser. De kommer som bølger. De stiger. De fylder. Og hvis vi tør blive med dem uden at flygte fra dem, vil de også bevæge sig videre. Følelser er ikke farlige, selvom de kan være meget ubehagelige.

For nogle hjælper det at kombinere dette med en rolig vejrtrækning. Når vi er stressede eller følelsesmæssigt belastede, bliver vejrtrækningen ofte overfladisk. Derfor kan det være hjælpsomt at trække vejret langsomt ind i fire sekunder, holde pause i sekunder, puste ud i fire sekunder og derefter holde en kort pause på fire sekunder indtil du mærker mere ro brede sig i din krop. Ikke fordi vejrtrækningen fjerner sorgen, men fordi den hjælper nervesystemet med at forstå, at følelsen godt må være der, uden at kroppen går i alarmberedskab.

En anden strategi, som mange oplever som hjælpsom, er at skrive. Ikke skrive pænt eller korrekt. Bare skrive. Skrive alt det ned, der fylder. Sorgen. Vreden. Skylden. Skuffelsen. Bekymringerne. Nogle oplever en lettelse, når tankerne kommer ud på papiret. Andre bliver først mere følelsesmæssigt berørte. Begge dele er normale. Det vigtigste er, at tankerne ikke længere kun lever inde i hovedet, men får lov til at komme ud i lyset, hvor de ofte bliver lettere at forstå og arbejde med.

Ammesorg og selvkritik

Noget af det mest afgørende i arbejdet med ammesorg er samtidig at begynde at lægge mærke til den måde, man taler til sig selv på. Mange kvinder bliver overraskede over, hvor brutal deres indre dialog er. Derfor bruger jeg ofte en øvelse, hvor man deler et stykke papir i to kolonner. I den ene skriver man alle de selvkritiske tanker ned. Fx “Jeg burde have kæmpet længere.” “Jeg svigtede.” “Jeg er ikke en god nok mor.” I den anden kolonne skriver man det, et kærligt og realistisk menneske ville sige til én i samme situation. Ofte opdager man, hvor stor forskel der er mellem de to stemmer.

Formålet er ikke at overbevise sig selv om, at alt er perfekt. Formålet er at begynde at udvikle en mere rimelig og omsorgsfuld relation til sig selv. For sandheden er, at de fleste kvinder møder sig selv langt hårdere, end de ville møde et andet menneske.

Arbejd bevidst med at skabe nærhed med dit barn som føles rart

Endelig er det vigtigt at huske, at amning ikke er den eneste vej til nærhed med sit barn. Tværtimod kan det være hjælpsomt bevidst at opsøge kropslig kontakt, hvis ammesorgen handler om et savn af den nærhed, man havde håbet på. At være hud mod hud. Dufte til sit barn. Holde den lille hånd. Bære barnet tæt ind til kroppen. Tale blidt til det. Disse øjeblikke kan være med til at genopbygge følelsen af kontakt og forbundethed og samtidig give kroppen nogle af de samme beroligende og tilknytningsskabende oplevelser, som mange forbinder med amningen.

Og hvis du oplever, at sorgen bliver ved med at fylde, eller at selvkritikken bliver ved med at dominere dine tanker måneder eller år efter, så vil jeg opfordre dig til at række ud efter hjælp. Nogle sorger er lettere at bære, når man ikke bærer dem alene. Det behøver ikke være et langt forløb. Nogle gange kan ganske få samtaler gøre en stor forskel, fordi man får hjælp til at se sin historie med mildere og mere retfærdige øjne.

For noget af det vigtigste, vi kan gøre, når vi står midt i ammesorgen, er ikke at skynde os væk fra den. Det er i stedet at møde den med nysgerrighed, omsorg og tålmodighed. Ikke fordi sorgen forsvinder med det samme, men fordi det er sådan, den langsomt begynder at finde sin plads.

Når ubehag ved amning gør kontakten til barnet svær

Noget af det, jeg også ser hos nogle kvinder, er, at den svære amning ikke kun efterlader en sorg over, at amningen ikke lykkedes. Den kan også påvirke relationen til barnet i en periode. Det er et emne, der kan være forbundet med meget skam, og derfor er det vigtigt for mig at sige, at hvis du kan genkende det, så er du ikke alene.

Når amning gennem længere tid har været præget af smerter, frustration, bekymringer og stress, kan kontakten med barnet begynde at blive koblet sammen med ubehag. Måske har hver amning været forbundet med smerter. Måske har du siddet med en konstant bekymring for, om barnet fik nok. Måske har du været så udmattet, at du blot frygtede næste amning. Når noget gentager sig mange gange, begynder hjernen at forbinde situationen med de følelser, der følger med. Derfor kan det ske, at man efter et svært ammeforløb oplever modstand mod nærhed med sit barn eller føler sig overvældet af kontakten.

Det betyder ikke, at man ikke elsker sit barn. Det betyder ikke, at der er noget galt med relationen. Det betyder heller ikke, at skaden er sket. Det fortæller blot, at et menneske gennem længere tid har været under pres, og at kroppen er begyndt at forbinde noget af kontakten med stress og belastning. For nogle kvinder viser det sig som en manglende lyst til at have barnet tæt på. For andre viser det sig som irritation, rastløshed eller en oplevelse af at ville væk fra situationen. Og for andre igen er det mere subtilt. De mærker måske bare ikke den glæde ved nærheden, som de havde forventet at opleve.

Sådan genskaber du nærhed med dit barn, som føles rart

Hvis du kan genkende det, så vil jeg gerne invitere dig til at møde dig selv med nysgerrighed i stedet for med dom. For ofte ligger der noget andet nedenunder. Når vi får undersøgt det nærmere, handler det sjældent om barnet. Det handler langt oftere om sorgen, utilstrækkeligheden, udmattelsen eller de svære erfaringer fra ammeforløbet.

Det første skridt er derfor ikke at tvinge sig selv til mere kontakt. Det første skridt er at få øje på, hvad der egentlig sker i dig. Hvad er det, du mærker, når barnet kommer tæt på? Kommer der skyldfølelse? Kommer der selvkritik? Kommer der sorg? Kommer der minder om frustration og smerte? Når vi får sat ord på det, bliver det ofte lettere at forstå, hvorfor kontakten er blevet svær.

Dernæst handler det om stille og roligt at skabe nye erfaringer med nærhed. Ikke ved at presse dig selv ud over dine grænser, men ved at finde små øjeblikke, hvor kontakten kan få lov til at være rar og uproblematisk. Det kan være at ligge hud mod hud med barnet uden nogen forventning om amning. Det kan være at bære barnet i en vikle. Det kan være at sidde og dufte til dit barn eller nusse de små fødder. Det kan være korte stunder, hvor du bare er sammen med dit barn uden at skulle præstere noget.

For nogle kvinder er det hjælpsomt, at partneren i en periode tager en større del i at give barnet nærhed, mens mor langsomt får mulighed for at genopbygge kontakten på en måde, der præges af gode oplevelser. På den måde kan man skabe positive erfaringer med nærhed uden samtidig at blive overvældet af de følelser, som ammeforløbet måske har efterladt.

Noget af det smukke ved relationer er nemlig, at de ikke bygges i ét øjeblik. De bygges i tusindvis af små øjeblikke. Et blik. En stemme. En hånd på en lille ryg. Et smil. En stille stund sammen. Derfor behøver du ikke føle, at du skal reparere alt på én gang. Relationer vokser gennem gentagne erfaringer af tryghed og nærvær.

Hvis du mærker skyld, når du er tæt på dit barn, så prøv at se, om du kan være med følelsen i stedet for straks at tro på den. Skyldfølelsen fortæller ikke nødvendigvis sandheden om relationen mellem dig og dit barn. Mange gange fortæller den blot, hvor højt du ønskede, at tingene skulle gå anderledes. Jo mere du øver dig i at møde følelsen med venlighed, jo mindre kommer den ofte til at stå i vejen for kontakten.

Det vigtigste, jeg gerne vil sige, er derfor dette: Hvis et svært ammeforløb har påvirket din lyst til nærhed eller gjort kontakten med dit barn vanskelig i en periode, betyder det ikke, at relationen er gået i stykker. Tværtimod ser jeg igen og igen, hvordan relationen får mulighed for at blomstre, når mor får plads til at hele, bearbejde sine oplevelser og skabe nye erfaringer med sit barn. Meget ofte kommer både lysten til nærhed, glæden ved kontakten og følelsen af forbundethed gradvist tilbage, når kroppen ikke længere står i konstant alarmberedskab, og når sorgen får lov til at finde sin plads.

Til dig, der bærer på ammesorg

Igennem årene har jeg mødt rigtig mange kvinder, som har kæmpet med amning. Og hvis der er én ting, jeg igen og igen tænker, når jeg sidder overfor dem, så er det dette: Jeg ser langt oftere kvinder, som har kæmpet for længe og givet mere af sig selv, end de egentlig kunne bære, end jeg ser kvinder, som ikke har kæmpet nok.

Derfor håber jeg, at du, hvis du bærer på ammesorg, vil lade denne tanke få lidt plads. At det faktisk er meget sandsynligt, at du gjorde alt det, du kunne. At du traf de beslutninger, der var mulige for dig på det tidspunkt. Og at den kærlighed til dit barn, som fik dig til at kæmpe så hårdt, stadig er der. Den forsvinder ikke, fordi amningen ikke blev, som du havde håbet 🧡.

Her kan du også møde mig