Da Henrik fik en efterfødselsreaktion

Hvordan det hele udviklede sig for Henrik

Atter har jeg fået lov til, at dele en beretning. Denne gang om en far, der var i en krise adskillige måneder efter fødslen. Den er naturligvis anonymiseret.

Henrik stod og lukkede øjnene i morgenlyset. Han havde en kop kaffe i hånden. Han var træt. Natten havde været hård igen. Hans søvn var blevet forstyrret. Dagen forinden havde hans mor været på besøg. Han følte sig tom og samtidig vred og irritabel. Henrik havde en søn på 7 måneder. Aske. Og han var gift med Sidsel.

Hvis du gerne vil læse om fødselsdepression, finder du en dybdegående artikel om det her.

Moderen var kommet uanmeldt – det var sådan set i orden. Det var de vant til. At hun bare kom, når hun ville noget. Hun havde været i et underligt uroligt humør. Henrik synes hun havde reageret mærkeligt over for Aske. Han kunne ikke helt sætte ord på hvordan, men noget vendte sig i ham da de skete.

Han mærkede en spænding og kvalme sprede sig i kroppen. Noget der ”stod af” inden i ham. Noget der lukkede og han havde lyst til, at bede sin mor om at gå. Han gjorde ingenting. Han havde oplevet det før og kendte den side af sin mor. Han vidste aldrig helt hvordan hun reagerede.

Han vidste han selv ville gøre det anderledes med Aske. Være der og være rolig, når Aske havde brug for ham.

Om natten var Aske vågnet mange gange. Det var de vant til. Henrik rummede det normalvis fint, hvor han bare gik ind til Aske, hvis det var ham der hørte ham. Fik hjulpet Aske med det, han havde brug for indtil Aske sov igen.

Men i nat havde været anderledes. Voldsomt. Aske var vågnet. Henrik mærkede noget der føltes som en vulkan inden i. Som om noget gik i udbrud. Han blev så vred. Gik ind til Aske. Gjorde det han plejede og fik ham hjulpet til at sove videre. Det tog længere tid end ellers og Henrik var irriteret. Han Prøvede at være rolig. Han havde svært ved at være i det. Mest af alt havde han lyst til at slå eller råbe. Ikke Aske. Men ind i væggen. Det var voldsomt.

Nu, dagen derpå stod han og var forvirret. Kunne ikke rigtig tolke det, der skete om natten. Han slog det hen og besluttede sig for ikke, at fortælle det til Sidsel. Han følte ikke rigtig han kunne forklare det der var sket. Forstod det ikke rigtig selv.

Skulle lige have styr på det.

Skulle nok få styr på sig selv.

Den dag var Henrik stille. Han søgte væk i sit arbejde og i telefonen og håbede det ville falde til ro inden i ham.

Natten efter gik det på samme måde. Han blev vred og havde lyst til at reagere voldsomt når Aske vågnede. Sidsel vidste ingenting. Det fortsatte de følgende dage. Henrik nåede til weekenden. Aske var syg og pjevset. Henrik syntes at Aske hele tiden ”øffede” eller græd og intet hjalp. Sidsel og ham var på intenst arbejde for at hjælpe Aske med at finde ro.

Henrik og Sidsel havde været igennem et svært forløb inden de fik Aske. De havde haft to ufrivillige aborter. Graviditeten med Aske havde føltes meget usikker for Henrik. Særligt den anden abort og frygten for endnu en abort under graviditeten med Aske, havde jagtet Henrik.  

Fødslen af Aske havde været en svær oplevelse. Senere fik Aske kolik og havde grædt dagligt i noget der føltes som en uendelighed.

Sidsel havde haft det virkelig svært og Henrik havde taget over på en masse ting. Både praktisk hjemme hos dem men også i forhold til omsorgen for Aske. Sidsel havde haft brug for ro og hun havde fået det meget bedre.

Henrik tænkte konstruktivt på det og prøvede at se positivt på det bånd han fik til Aske fordi han tog sig meget af ham.

Henrik havde klaret det hele og synes han havde haft det helt ok. Han havde været rolig. Stabil. Han havde kunnet være der, både Sidsel og Aske.

Men den dag, den weekend hvor Aske var syg, var det som om filmen knækkede for Henrik. Han kunne ikke holde ud, at han ikke kunne hjælpe Aske med at falde til ro.

Henrik gik ind på soveværelset og skreg ind i dynen, som han klemte så hårdt han overhovedet kunne.

Sidsel kom ind til ham. Hun kiggede omsorgsfuldt og forskrækket på Henrik. “Hvad sker der?” spurgte hun. Han kunne slet, slet ikke rumme hendes omsorgsfulde og bekymrede blik. Henrik fik igen lyst til at slå hul i væggen. Han markerede, men bremsede sit slag. Sidsel trådte forskrækket tilbage. Aske var på armen han begyndte på ny at græde.

Henrik kunne ikke sætte ord på. Kun trangen til at reagere. Han følte ikke at han fortjente omsorg og kunne ikke udstå Sidsels blik, der var fyldt af medlidenhed og omsorg.

Henrik gik i seng og sov. Da han vågnede var han kommet lidt til sig selv igen. Men den næste tid blev rigtig svær for ham – for hele familien. Henrik var ubeskriveligt træt. Bare TRÆT. Han kunne slet ikke rumme de ting han plejede.

Han havde svært ved at overskue, at være hjemme og trak tiden på arbejde. Han kunne blev vred eller indelukket og den kærlige kontakt han havde haft til Aske ændrede sig og viste sig kun i glimt.

Her kan du læse del to – om hvordan Henrik fik det godt igen…

Det der sker for Henrik er ikke ualmindeligt, når man har taget over, for at hjælpe sin partner igennem lang tid – og samtidig selv har nogle ting med i sin historie, som begynder at vise sig og skabe problemer.

*Beskrivelsen ét billede af en efterfødseslreaktion. Efterfødselsreaktioner kan vise sig på mange måder. Og det kan sagtens være, at du reagerer anderledes end Henrik gjorde. Henriks navn er ændret så hun forbliver anonym. En dyb tak til  Henrik for at have mod til, at jeg måtte dele hans historie. Han gjorde det, fordi han tror på at det hjælper andre i en lignende situation. 

Du er altid velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig, hvis du gerne vil have mere klarhed over hvad du skal gøre, der hvor du står.

Her kan du også møde mig