Da Stinna fik en fødselsdepression: Graviditet og fødsel 

Her kan du læse 1. del af historien om en fødselsdepression der begynder i graviditeten og udvikler sig efter fødslen.

Jeg har fået lov at skrive den her fortælling om Stinna, der oplevede at få en fødselsdepression, sådan at du (der måske kæmper med noget der ligner), har noget at spejle dig i.

Stinna er ikke hendes rigtige navn. Hendes navn er naturligvis ændret, ligesom genkendelige detaljer ikke beskrives, så hun og hendes familie kan forblive anonyme.

Du finder en artikel om fødselsdepression og hvordan du får det bedre her.

Stinna kom til mig 7 uger efter fødslen. Hun havde en lille dreng der havde en roligt sind, det var lykkedes hende at amme  og hun sov nogenlunde om natten.

Da Stinna trådte ind ad min dør, følte hun sig tom inden i. Tom, ked af det og ofte frustreret og vred.

En graviditet med spirende fødselsdepression

Stinna fortalte om graviditeten. Hvordan deres barn var både planlagt og ønsket. Stinna og hendes kæreste var blevet glade, spændte og overvældede, da de så de to streger lyse pink på kanten af håndvasken. De kiggede efter hus og intensiverede deres indsats, så de kunne komme ud af deres toværelses lejlighed og give barnet lidt mere plads og en have at lege i, når den tid kom.

Stinna fortalte hvordan hun mærkede noget godt spire i sig. En følelse af at alt var okay. Hun prøvede at lukke de dårlige historier ude og prøvede at glæde sig. Det var lidt svært. Hun blev nemt optaget af, hvad andre kvinder skrev om deres graviditeter på sociale medier. Og ind imellem kom der nogle rigtig tunge historier. Det gjorde hende bange og gjorde hende opmærksom på selv de mindste tegn hos sig selv. Hun tænkte det nok var normalt. Hendes jordemoder betryggede hende med, at det var den måde hun ville opdage, at noget ikke var i orden.

Det var rart, men efterlod hende også med en rådvildhed. For hvordan skulle hun vide om noget ikke var som det skulle være. Det var jo første gang hun var gravid.

Og hun følte ikke rigtig en forbindelse til barnet. Hun vidste hun gerne ville have det. Men hun mærkede det ikke rigtig. Mærkede bare uro og tomhed og ingenting, når hun tænkte på at være mor. Hun havde billeder af det i sine tanker. Men ingen positive følelser. Var det forkert? Det kom nok med tiden.

Dråben der får bægeret til at flyde over

Scanningen i uge 12 havde været fin. Alt var som det skulle være. Men ved scanningen i uge 20 så det anderledes ud. Den lille dreng voksede måske ikke helt han skulle. Han var lidt lille. De fik at vide at lægerne var usikre på, om han fik nok næring og at de vil blive fulgt med flere scanninger frem til de lige vidste hvad der handlede om.

Det blev scannet nogle få gange efterfølgende, hvor alt var fint. Drengen fik næring og voksede fint og lægen var både tryg og tilfreds.

Men det var sket noget inden i Stinna, i de uger fra de fik at vide, noget måske ikke var i orden. Hun fortalte hvordan hun kun kunne forholde sig til tanken om, at der var noget galt med deres barn. Hun prøvede at håndtere det. Prøvede ikke at belaste sin kæreste med det.

Han glædede sig meget. Hun græd meget. Hun var bange. Og hun kunne ikke helt sige hvorfor. For hun vidste jo godt at alt så fint ud.

Den sidste del af graviditeten

I den sidste del af graviditeten fik hun ganske rigtigt nogle mere konkrete billede af sin lille søn og mærkede også nogle følelser spire. Det var rart og gjorde hende mere tryg. Hun var stadig bange. Uden af kunne fortælle hvorfor.

De boede stadig i den lille toværelseslejlighed og det var helt ok. Barnet skulle alligevel ikke lege i haven endnu. De havde en elevator og en lille altan, hvor han kunne sove i barnevognen.

Stinna fødte sin søn. En blæsende aften. Fødslen gik hurtigt. Veerne væltede ind over hende, ligesom stormen udenfor. Hun kunne ikke helt følge med. Var nødt til at give slip. Kunne ikke andet og var bange undervejs. Tankerne væltede ind over hende. En erkendelse af at hun slet ikke følte sig klar til at blive mor.

En erkendelse af at hun ikke havde det godt. Og nu var det – nu. Der var ingen vej tilbage. Det havde der ikke været de sidste ni måneder. Det var derfor hun havde gjort så meget for at tro på, det nok skulle gå. Det var derfor hun ikke havde reageret på det. Hun havde håbet på det kom af sig selv.

Du kan læse 2. del af fortællingen om Stinnas fødselsdepression her. Den handler om Stinnas heling.

Du er altid velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig, hvis du gerne vil have mere klarhed over hvad du skal gøre, der hvor du står.

Her kan du også møde mig