Da Stinna fik en fødselsdepression: Stinnas heling

Her kan du læse om tiden efter fødslen og hvordan Stinna fik det godt igen.

Du kan læse 1. del af fortællingen om Stinnas fødselsdepression her. Del 1. handler om graviditeten og fødslen.

Du kan læse en artikel om fødselsdepression og om hvad du kan gøre her.

Reaktionen efter fødslen

Drengen blev født. Sund og rask og fin og tilpas. Stinna tog sig af ham, gjorde alt hun skulle. Var udmattet og træt. Hun følte ingenting. Hverken glæde eller ubehag. Han var sød nok. Hun kiggede på sin kæreste og andre forældre. Prøvede at komme med de rigtige svar, når folk talte om hendes lille søn.

Det gjorde ondt inden i, at kigge på ham. Han var så fin. Og hun følte sig mest af alt neutral i forhold til ham. Tomhed. Hun fik det så skidt med sig selv. Følte skyld. Dårlig samvittighed.

Ugerne gik. Stinna blev ved med at vente på, at hendes følelser ville normalisere sig. Men hun var stadig bare tom eller ked af det. Kunne heller ikke rigtigmærke kærligheden til sin kæreste. Der fulgte så mange svære tanker med. Følte sig overvældet, når han vise hende sin kærlighed.

Hun skammede sig så meget. Hun havde jo selv valgt at få et barn. Da sundhedsplejersken screenede hende for fødselsdepression, svarede hun det hun burde, så det så okay ud.

Det der fik Stinna til, at række ud efter hjælp

Hendes kæreste mærkede at Stinna ikke havde det godt. Han kunne ikke altid kende hende, sagde han. Hun var underligt stille, passiv og kunne virke vred og opgivende.

Stinnas kæreste gjorde noget, Stinna fortalte var helt afgørende. Han sagde til hende, at det ikke var hendes skyld, hun havde det som hun havde det. Han bad hende også søge hjælp.

Det første føltes som en lettelse. Det andet føltes som et nederlag.

Det fik hende til at søge hjælp. Stinna var træt af at gå og vente på, at hun fik det bedre af sig selv. Hun følte sig så alene. Hun var frustreret over den første vigtige tid med hendes søn, som hun følte hun mistede. Alt det hun kunne se andre mødre, havde med deres børn.

Stinnas vej ud ad fødselsdepressionen

Stinna følte sig på engang overvældet af følelser og følelsesløs når vi talte sammen. Følelsesløsheden var hendes sinds naturlige måde, at skabe pauser i de svære følelser der væltede ind over hende.

Sammen skabte vi et rum, hvor der var plads til det hele. ALT. Vi talte blandt andet om de faktorer der havde påvirket hende. De ting der måske havde bygget fødselsdepressionen op.  Det gav hende en forståelse af, hvordan følelserne havde akkumuleret sig i hendes sind og taget hvordan de havde taget over.

Hun begyndte at forstå, at det hun oplevede også var en fysisk ting. Hun forstod hvordan tvivlen om hendes søns vækst i graviditeten, havde skubbet hende dybere ind i de svære følelser og ansporet hendes nervesystem til, at lukke helt ned for følelserne, for den lille dreng derinde i livmoderen.

Hun forstod, at netop i hendes følelser af skyld og dårlig samvittighed over for hendes søn og kæreste, gemte kærligheden sig og lysten til at være mor. Kærligheden VAR der. Glæden VAR der. Inde bag ved.

Den indsigt gav hende håb.

Det var alt sammen forløsende for hende: at mærke håbet, at tillade hendes sande oplevelse,  at slippe skylden og ansvaret hvordan hun havde det.

Den forløsning skabte plads til, at hun kunne begynde at få det bedre. Til at hun kunne begynde at mærke sig selv og de kærlige følelser hun også havde i sig.

Derfra gik det fremad.

Hun lærte at slippe de mest kritiske selvbebrejdelser. Hun forstod nemlig, at hendes situation ikke var hendes ansvar. Det var noget som var sket med hende. Ligesom et trafikuheld, der bare rammer. Hun forstod, at hun netop på grund af sin situation, fortjente al tænkelig omsorgs og forståelse. Så hun begyndte at tænkte langt mere omsorgsfuldt om sig selv.

Først kom de dejlige følelser i små glimt. Stille begyndte de at flyde mere og mere frit. Følelsesløsheden, tomheden, frustrationerne og vreden gav slip og gav plads til de følelser Stinna havde længtes så inderligt efter at mærke.

Hun arbejdede på at indhente den tabte første tid med sit barn og de byggede et stærkt bånd. Stinna og hendes kæreste mærkede endeligt et følelsesmæssigt fællesskab og en fælles glæde ved deres lille dreng.

En dag – efter nogle måneder – havde Stinna det godt – hun behøvede ikke vores rum mere. Hun kendte sig selv bedre. Forstod nogenlunde, hvad der var sket med hende. Starten på hendes moderskab, ville altid være et smertefuldt minde. En form for sorg. En sorg som hun var rustet til at leve med. Fødselsdepressionen havde testet hendes styrke og hun vidste hun var stærk.

*Beskrivelsen ét billede af en fødselsdepression. Efterfødselsreaktioner kan vise sig på mange måder. Og det kan sagtens være, at du mærker dyb kærlighed til dit barn og din partner, selvom du har en efterfødselsreaktion/depression. Stinnas navn er ændret så hun forbliver anonym. En dyb tak til Stinna for at have mod til, at jeg måtte dele hendes historie.

Du er altid velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig, hvis du gerne vil have mere klarhed over hvad du skal gøre, der hvor du står.

Her kan du også møde mig