Efterfødselsreaktion: Sådan føltes det for Rebecca

Rebecca der her deler sin erfaringer med at have en efterfødselsreaktion, gør det fordi hun håber det hjælper andre med at blive klogere på, hvad det er de oplever. Hun har holdt sin fortælling så kort som muligt – sådan at du ikke skal bruge en masse tid på at komme igennem teksten.  

God fornøjelse  

Hvis du vil læse en artikel, der kan give dig et mere generelt indblik i, hvordan det kan føles at have en efterfødselsreaktion/fødselsdepression, så læs med her i stedet.

Rebeccas fortælling om hendes efterfødselsreaktion:

Jeg tillader mig at begynde med konklusionen. Jeg tror min efterfødselsreaktion bundede i stress. Der var ikke en specifikt udløsende faktor, men mange små ting, som betød jeg gik og var stresset.  

Vi havde glædet os vildt til at blive forældre. Jeg havde indimellem været rigtig bekymret under graviditeten, for at abortere og for om jeg mærkede nok liv. Men ikke mere end, at jeg selv kunne håndtere det og skabe ro hos mig selv. Så det var nok en meget normal graviditet.  

Da Ida, som vores datter hedder, blev født var alting egentlig som det skulle være, men jeg følte mig bare underligt følelsesløs. Hvis jeg mærkede noget var det negative følelser. Jeg havde så dårlig samvittighed. Mærkede at jeg havde lyst til at trække mig, brug for mange pauser og brug for ro til at ordne praktiske ting i huset. Amningen kom aldrig til at fungere og min mand tog sig rigtig meget af Ida. Jeg følte mig som verdens dårligste mor.  

Da min mand begyndte på arbejde efter 4 ugers barsel, kunne jeg slet ikke overskue at være alene med Ida. Altså jeg gjorde det, men synes det var virkelig svært. Jeg gik med så mange tanker og var så vred på mig selv over jeg ikke kunne gøre det bedre.

 Jeg blev også ofte vred på andre eller enormt ked af det og var bare negativ omkring mange ting. Jeg kunne ikke rigtig se mig ud af det. Noget andet som også fyldte var, at jeg følte mig snydt. Jeg følte mig snydt for den der dejlige barselstid, det virkede som om de andre havde. Snydt for ture med barnevognen i solskin og alt det andet der ville være så dejligt.  

Jeg kan huske at Laura forklarede mig, at de gode oplevelser og glæden over Ida, jo var det den ”benzin” man har brug for, for at klare alle de opgaver, der er forbundet med at være mor. Og min ”benzintank” var jo tom, fordi jeg stort set aldrig følte jeg havde nogle gode oplevelser med, at være mor. Det hjalp mig at begynde at se det sådan.  

Derudover var det rart, at tale med en som virkelig forstod mig og min situation, uden at dømme mig. Et sted jeg kunne fortælle om alt det svære, uden at skulle passe på. Et sted hvor jeg kunne begynde at forstå mig selv i alt det her. Stille og roligt fik jeg sammen med Laura arbejdet mig ud af min tunge tilstand. 

Det betød også enormt meget at vi arbejdede med mit forhold til Ida. Da jeg fik det bedre var det vitterligt sådan, at begyndte, at mærke glimt af glæde med moderrollen og så pludselig en dag væltede det hele bare frem. Det er nok en af de bedste dage i mit liv. Fordi jeg begyndte at se, det kunne være anderledes og dejligt at være mor. Det betød jo alt for vores liv og vores familie.  

Jeg er stadig ked af det der gik tabt i den tid, hvor jeg havde det svært og jeg ville ønske jeg havde søgt hjælp tidligere. Det kan jeg ikke ændre nu. Så jeg vælger at fokusere på, at jeg har fået det godt og vi har et dejligt liv som familie nu.  

Rebecca

Jeg håber Rebeccas fortælling hjælper dig lidt på vej i dine egne overvejelser. Uanset om det du oplever er meget anderledes, så ved du nu, at du på ingen måder er alene. Ca. 1 ud af ti kommende og nye forældre kæmper med en efterfødselsreaktion, under graviditeten eller når de bliver forældre. 

Her kan du også møde mig