Efterfødselsreaktion – sådan var det for Anders!

Her kan du læse om hvordan Anders reagerede da han havde efterfødselsreaktion

Anders* er tidligere klient hos mig. Han har ønsket, at dele sin historie, for at hjælpe andre, med at blive klar over om det også er en efterfødselsreaktion, de går og kæmper med. Jeg håber hans fortælling hjælper dig med at få lidt mere klarhed omkring din egen situation.

Hvis du i gerne vil læse en artikel der indeholder, alt der er vigtigt at vide om fødselsdepression, så finder du en her.

Anders fortælling 

Vi havde arbejdet på at blive gravide i et års tid og vi var glade da det lykkedes. Samtidig kunne jeg også mærke den her følelse af, at nu kunne jeg ikke vælge om. Jeg havde ikke været i tvivl, men det følte jeg alligevel der. Månederne gik og jeg havde ret svært ved at forholde mig til den der lille dreng derinde. Det virkede bare uvirkeligt.  

Min egen far var ikke helt super. Han var selvstændig og var meget væk og kunne være meget irritabel. Og jeg havde altid forestillet mig, at jeg skulle være anderledes som far. Men jeg tror at jeg ubevidst gik og kom i tvivl om det. Og om jeg ville gøre det godt nok. Jeg vidste godt rationelt, at det ville jeg. Men det var som om at mine følelser ikke stolede på det.  

Vores dreng blev født. Og jeg kunne mærke at jeg var stolt og glad og fandt ligesom ro i, at nu føltes det hele ok. Vores søn var super rolig og sov meget til at begynde med. Det føltes lidt om, at vi bare gik og hyggede os og stadig kunne være kærester og alt det, som andre siger bliver svært når man bliver forældre.

Efter et par uger begyndte vores dreng at blive urolig. Han gred ind imellem i op til to timer ad gangen. Jeg er lidt flov over det, men det var virkelig svært for mig. Jeg kunne slet ikke være i det. Lige meget hvad jeg gjorde skreg han bare eller var utilpas.

Jeg kunne slet ikke holde det ud. En dag blev jeg simpelthen så vred på ham, at jeg bare ikke kunne være der. Jeg gik ud og trak lidt luft og gik ind på vores kontor hvor jeg lukkede mig inde og gamede.  

Ude på den anden side af væggen kunne jeg høre min kæreste, der kæmpede videre med at trøste vores dreng og jeg kunne høre hun også var presset. Jeg magtede bare ikke at gå derud.

Det mønster fortsatte. Ikke helt så dramatisk. Men jeg følte ikke rigtig jeg kunne det jeg burde. Også når vores søn var glad – jeg gad ikke rigtig være sammen med ham – ville helst bare være mig selv eller alene med min kæreste.

Og i virkeligheden – det ved jeg nu efter, at samtalerne med Laura har hjulpet mig med at forstå det der skete  – blev jeg nok bare overvældet af følelser, der tog magten fra mig og det betød jeg blev handlingslammet.  

Jeg synes det var virkelig svært mens det stod på. Jeg hadede mig selv. Tænk at jeg kunne være så følelsesmæssigt afstumpet. At jeg ikke gad være sammen med min egen søn.  

Min kæreste blev ved med at presse mig til at søge hjælp. Jeg undskyldte det med, at jeg var stresset på mit arbejde og skjulte de her meget hårde tanker jeg gik med. Men hun blev ved og til sidst tog hun kontakt til Laura, som fik lov at ringe mig op.  

Det tog lidt tid at blive klar til at tage imod hjælp. Jeg skulle lige sluge skammen over at jeg havde det som jeg havde.

Noget af der, der hjalp mig allermest i samtalerne, var at få en forståelse for, at jeg ikke selv var skyld i, at jeg havde fået efterfødselsreaktion og så det her med. at få nogle ting og værktøjer som virkelig hjalp mig. Også i relation til, når min søn var urolig. Da jeg begyndte at få nogle succesoplevelser med ham, hjalp det mig meget. Det åbnede mine øjne for, at jeg var en anden far end min egen far.  

Sådan som jeg havde det da jeg havde det værst, bekræftede jo bare min frygt for, at jeg ville være lige så uinteresseret i min søns liv, som min egen far havde været.

Samtalerne hjalp mig til at forstå, hvordan min egen frygt havde taget styringen skyggede for, der var virkeligheden: At jeg elskede vores søn og virkelig, virkelig gerne vil ham.   

Jeg ved godt det kan være helt anderledes for dig der læser det her – men jeg håber alligevel det er en hjælp, at læse om hvordan det var for mig. 

– Anders

(*Anders er ikke hans rigtige navn, fotoet er et modelfoto).

Her kan du også møde mig