Er det altid positivt at være positiv?

 

Mange mennesker dækker over hvordan de har det ved at virke optimistisk eller positive, selvom de slet ikke er det. Måske kender du det?

Indimellem bider livet fra sig. Alle kan have kortere eller længere perioder hvor det er virkelig svært.

Jeg møder af og til mennesker, som fortæller om noget der er svært i deres liv, men så lige slutter af med en positiv kommentar.

Måske fordi de føler de ikke vil være sådan én der hænger med hovedet? Måske fordi de gerne vil i kontakt med en mere positiv følelse?

I denne korte artikel kan du blive klogere på hvorfor vi nogle gange kommer til at virke mere positive end vi i virkeligheden føler os – og hvordan vi kan blive bedre til at være tilstede med det som er svært – også i samtaler med andre.

Hvorfor er vi positive, når vi har det svært?

Det kan der være rigtig mange gode grunde til at vi foregiver positivitet uden at føle det.

Det kan være du ikke orker at dele hvordan du i virkeligheden har det.

Det kan være fordi du ikke vil belaste andre.

Det kan være fordi du ikke vil blive set som en der mangler overskud.

Det kan være du er bange for at fylde for meget hvis du er mere ærlig om hvordan du har det.

Det kan være for at sætte dig selv i kontakt med positive perspektiver på din situation

Det kan være du gør det, når du mærker at den du taler med ikke kan rumme at du har det svært

Hvorfor gør du som du gør?

Prøv et øjeblik at overveje hvad du egentlig gør? Og hvad din bevæggrund for at være positiv, når du ikke føler det, i virkeligheden er?

 

Er det sundt at være positiv – også når man ikke føler det?

 

Vi ved fra forskning inden for den gren af psykologien der kaldes Positiv psykolog, at positivitet virker selvforstærkende og at man kan få det bedre af at tænke positivt. Det kan hjælpe en at fokusere på positive aspekter ved ens situation. Så det kan bestemt være meget sundt at se tingene fra den lyse side.

 

Når positivitet og optimisme bliver uhensigtsmæssig

Indimellem har vi perioder eller dage som er virkelig svære. Det kan også være psykiske tilstande der betyder, at vi ikke er i stand til at tænke og føle positivt.

Min pointe er, at positivitet er ikke altid noget man bare gør. Det kræver faktisk nogle særlige forudsætninger at tænke positivt. Det kræver man er i stand til at føle det.

Det er vi mennesker ikke altid. Indimellem skaber livet situationer for os, der er så svære, at der er nogle følelser vi er nødt til at tage hånd om, inden vi på nogen måder kan komme i kontakt med et lille glimt at tillid, håb, glæde, optimisme – positivitet.

Det ser jeg dagligt. Fx hos mennesker jeg taler med som er ufrivilligt barnløse uden udsigt til at kunne op nå og gennemføre en graviditet. Hos mennesker der har aborteret, mistet et barn eller kæmper igennem en fødselsdepression.

Alligevel kan mange af os komme til at gøre det her med at virke optimistiske.

På den måde får vi lukket ned for os selv. Vi får på den måde fortalt os selv, at vi ikke må være her, lige præcist som har det lige nu.

Eller vi får ikke taget hånd om nogle vigtige følelser vi faktisk har brug for at mærke for at vi kan handle på dem. Og det er her den falske optimisme kan blive uhensigtsmæssig.

Hvordan kan du balancere optimisme og positivitet?

Det kan være du læser med her, fordi du kan kende den her dynamik fra dig selv? Du genkender måske,  at du lukker dig selv ned og virker positiv af en af de ovenstående årsager.

Det der er vigtigt for dig nu, er i første omgang at gøre dig tanker om hvilke grunde der kan være til, at netop du lukker ned for dig selv med en falsk positivitet.

 

Kendskab til årsagen gør det lettere at bryde mønstret

Når man kender årsagen, er det ofte meget lettere at bryde mønstret, fordi man kan begynde at overveje om årsagen er gyldig eller en rimelig måde at behandle sig selv på.

Man kan sfx spørge sig selv om…

Man virkelig ikke må belaste sine nære med hvordan man virkelig har det, så ens smerte bliver lettere at bære?

Om man ikke må have lov til bare at være en der nogle gange mangler overskud, indtil man finder det igen?

Om det kan være man indimellem skal blive i det som er svært eller smertefuldt sammen med andre, for at give det noget omsorg og opmærksomhed, så følelserne letter lidt hurtigere?

Om man ikke må have lov at fylde og være lidt til besvær.

Måske kan man vende tanken: Om man ikke selv gerne vil hjælpe et menneske der havde brug for at være sammen med dig i det som føles svært. Det kan hjælpe med at mærke den omsorg man også selv fortjener. Det kan hjælpe med at mærke, at det er okay at fylde lidt med det som plager en.

Skal jeg vende vrangen ud på mig selv?

Det her er ikke enten eller. Når det handler om hvordan vi er med andre, skal det altid forstås i nuancer. Det kan være du er positiv fordi du ind i mellem ikke har lyst at dele hvordan du i virkeligheden har det. I det tilfælde er det vigtigt, du lytter til det.

Det kan også være du prøver at fremstå positiv og optimistisk for at sætte dig selv i kontakt med positive perspektiver på din situation – for at mærke håb og måske styrke.

Det kan være du gør det, når du mærker at den du taler med, ikke kan rumme at du har det svært. Det kan være en god vej, hvis du fornemmer at vedkommendes reaktion vil være afvisende og måske såre dig.

Til slut vil jeg alligevel opfordre dig til at overveje om den du taler med måske ville reagere på en måde der overrasker dig ved at være forstående og støttende, hvis du tillader dig ikke at lukke samtalen med optimisme.

At du ind imellem våger at prøve af, hvad der sker, hvis du bliver ved dig selv og hvordan du i virkeligheden har det i mødet med andre, hvor du normalt ville skynde dig at vende noget svært til noget positivt eller lukke emnet ned med en positiv kommentar.

Omsorgsfuldhed

Der ligger en stor omsorgsfuldhed mod en selv i at tillade sig selv at være den man er, med det man er og vide, at man er værdig til at blive mødt med forståelse, støtte og omsorg – og stadig vil være elsket og/eller respekteret som menneske – også selv om man ikke altid er positiv.

 

 

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut

 

Hej og hjerteligt velkommen til Fertilitet & Familiedannelse.

Til dig der ikke kender mig, kan jeg sige, at jeg hjælper mennesker der er i vanskelige livssituationer,  mens de kæmper for at blive forældre, er i fertilitetsbehandling, mens de venter barn eller når de har født og bliver forældre.

Jeg håber du finder hjælp her på siden gennem artikler, visualiseringer og Fertilitet & Familiedannelses podcast.

Ønsker du samtaler hos mig, er du hjertelig velkommen til at booke en samtale. Jeg vil glæde mig til, at høre om din situation.

 

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut

Hej og hjerteligt velkommen til Fertilitet & Familiedannelse.

Til dig der ikke kender mig, kan jeg sige, at jeg hjælper mænd og kvinder der oplever barnløshed, fertilitetsbehandling og graviditetstab helt tæt på og mennesker der har det svært, mens de venter barn og efter de er blevet forældre. Du kan læse meget mere om hvad jeg kan hjælpe med i menuen ovenfor.

Jeg håber du finder hjælp her på siden gennem artikler, visualiseringer og Fertilitet & Familiedannelses podcast.

Ønsker du samtaler hos mig, er du hjertelig velkommen til at booke en samtale. Jeg vil glæde mig til, at høre om din situation.

 

Laura Kjær Jacobsen hjælper ved barnløshed, graivditet, efter fødseslreaktioner og fertilitetsbehandling

Her kan du også møde mig