Den ene ting jeg fortryder allermest jeg ikke gjorde, da jeg havde en efterfødselsreaktion

Da jeg fik en af mine børn, fik jeg en efterfødselsreaktion. Det er ikke en forudsætning, at man er deprimeret når man har en efterfødselsreaktion. Det var jeg ikke. Jeg havde det bare ubeskriveligt svært. Jeg var fuldstændig udbrændt. Den lille sov i meget lidt, i kort tid ad gangen og var ofte utrøstelig.

Jeg kunne ikke rigtig hjælpe ham. Det var så synd for ham.

Det fik det til at køre følelsesmæssigt af sporet for mig. Og jeg blev et stort kaos inden i, af afmagt, vrede, frustration og udmattelse.

Jeg blev meget svær at leve sammen med.

Du kan læse en længere artikel, jeg har skrevet om fødselsdepression, lige her

Samtidig var jeg den gang, den type der troede jeg burde og kunne klare alt selv, hvis blot jeg virkelig ville. Jeg kunne slet ikke finde ud af, at bede om den hjælp, jeg havde så meget brug for.

Mine nærmeste prøvede at hjælpe mig. Nogle kom i den bedste mening med løsningsforslag, der hos mig nemt blev oplevet som kritik af mig, som mor og som menneske. De kunne ikke trænge igennem til mig.

Andre pårørende var kritiske og fordømmende. De fik mig til at føle mig skyldig. De forstod ikke hvor presset jeg faktisk var. De troede jeg var i stand til at tænke og handle rationelt.

Og så var der mine veninder, min bror og min søster, som bare lyttede og rummede. De gav mig luft og energi, så jeg kunne fortsætte lidt endnu. De var en kilde til kræfter, jeg aldrig vil glemme.

Midt i det hele var jeg også glad i glimt. Glad for mine børn og lykkelig for min mand. Jeg vidste godt det nok skulle få en ende, selvom det føltes endeløst. Jeg var opmærksom på, at nyde vores to små børn og sugede de dejlige øjeblikke til mig.

På en og samme tid havde jeg lyst til, at min baby blev ved med at baby længe endnu. Samtidig havde jeg brug for, at tiden gik så han blev ældre og dermed sov bedre. Jeg vidste det var en forudsætning for, at det hele lettede og jeg kunneblive mig selv igen.

Der var ingen tvivl om, at min tilstand hang uløseligt sammen med det voldsomme søvnunderskud jeg var i.

Jeg fortryder, at jeg aldrig fandt hjælp

Jeg havde det forfærdeligt inden i. Var så langt nede.

Jeg kan huske, at jeg talte med min søde sundhedsplejerske og  det. Jeg længtes efter, at hun sagde: Jeg tror du har brug for en at tale med. Du skal finde noget hjælp.

I stedet sagde hun, at det ikke var underligt jeg reagerede som jeg gjorde, når nu jeg var så træt. Og der var jo en logisk grund til det. Men det betyder ikke, at man ikke har brug for hjælp.

Jeg tror simpelthen ikke hun forstod, hvordan jeg virkelig havde det. Og hvordan skulle hun også kunne det? Jeg gjorde jo alt for at vise mig selv, at jeg kunne håndtere situationen. Fordi jeg et eller andet sted troede, jeg burde kunne holde til. At det var mig der var svag og ikke situationen der var hård.

Jeg var den der type, der sikrede at alt skinnede hjemme hos os, selvom jeg var ved at vælte inden i. Orden gav mig ro, fordi jeg mærkede der var noget i mit liv, jeg godt kunne finde ud af.

Der var aldrig nogle der for alvor skubbede til mig. De skulle havde sagt ”Laura, du SKAL finde en at tale med”. Jeg kunne ikke selv finde ud af at indrømme, at jeg havde brug for psykologhjælp.

Det føltes som et nederlag, selv at bede om det.

Hvis andre bad mig om det, ville det derimod føles som en anerkendelse af, hvor svær min situation faktisk var. Det havde været rart.

Jeg kan huske, jeg kiggede efter en psykolog at tale med. Jeg ledte efter nogen som ville forstå mig – men jeg kom aldrig videre. Jeg fandt ikke nogen der virkede til at forstå hele min situation. En der kunne vejlede mig og os i, at komme så godt igennem den her fase i vores liv som muligt.

Jeg gav op og ventede på det gik over

Så gav jeg op og ventede til det lettede af sig selv. Det gjorde det gradvist. Men det tog flere år. Det satte spor.

Jeg bliver aldrig den samme. Og det er også både naturligt og ok. For det har lært mig meget. Det har givet mig nogle nye færdigheder, at være i den svære situation sammen med min mand og børn.

Men alligevel er der noget jeg fortryder. Og mest af alt er det, at jeg ikke fik gjort noget ved det og fandt hjælp til mig selv!

Det fortryder jeg

Jeg fortryder, at jeg ikke fik hjælp. Hjælp af en, der havde den forståelse for vores situation der skulle til, for at kunne hjælpe mig igennem en livsfase, der er så fysisk og følelsesmæssigt krævende som en efterfødselsreaktion er.

En der kunne udskifte min selvkritik med omsorgsfuldhed overfor mig selv. For selvkritikken gjorde det hele værre. Den gjorde mig mere vred, ked af det og afmægtig.

Værst af alt var afmægtigheden.

Jeg fortryder fordi de havde været godt for mine børn, hvis jeg havde fået hjælp.

Jeg fortryder, fordi det ødelagde noget for os, at jeg ikke fik hjælp. Vi kan ikke gøre det om. Tiden med vores små børn er forbi nu.

Jeg fortryder det, fordi vi ville have haft det langt bedre undervejs. Jeg havde måske vidst hvad jeg skulle gøre, i stedet for at famle i blinde.

Fordi jeg ville have mødt forståelse, der hvor jeg følte mig allermest forkert. Der hvor jeg afskyede mig selv allermest som menneske, mor og kæreste.

Fordi jeg ikke ville have følt mig så ensom.

Fordi jeg ville have fået værktøjer til, at lette eller løse nogle af de mange svære situationer vi havnede i. Konflikter som jeg havde svært ved, at rumme og på ingen måder reagerede særligt hensigtsmæssigt i.

Selvom jeg i dag til fulde forstår hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, gør det mig stadig ked af det at tænke på.

Jeg fortryder jeg ikke fandt hjælp, fordi jeg kunne have fået hjælp til at skabe ro inden i mig, så mit barn lettere kunne finde ro og begynde at sove og trives bedre.

Fordi vi formentlig ikke havde været ramt igennem så lang tid, hvis jeg havde haft et andet menneske til, at guide mig igennem min efterfødselsreaktion.

Jeg fortryder også at jeg aldrig fandt hjælp, når jeg oplever hvad det betyder, for de kvinder og mænd der er i samme situation, som jeg selv hjælper i dag.

På samme tid er det også ubeskriveligt meningsfuldt for mig fordi, jeg ved at de mærker en dyb forståelse hos mig. De mærker, at jeg ved hvor meget de kæmper derinde bagved, netop fordi jeg selv har kæmpet mig igennem noget der ligner.

Har du det svært i graviditeten eller efter fødslen? Få hjælp her. Book en uforpligtende samtale med mig og blive klogere på din situation og hvordan du får det godt igen.

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut

Hej og hjerteligt velkommen til Fertilitet & Familiedannelse.

Til dig der ikke kender mig, kan jeg sige, at jeg hjælper mennesker der er i vanskelige livssituationer,  fordi de kæmper med barnløshed og fertilitetsbehandling, eller møder udfordringer når de venter barn og bliver forældre.

Jeg håber du finder hjælp her på siden gennem artikler, meditationer og Fertilitet & Familiedannelses podcast.

Overvejer du at komme i samtaleterapi hos mig (fysiske eller online), er du hjerteligt velkommen til, at booke en uforpligtende samtale med mig. Jeg vil glæde mig til at tale med dig og høre om din situation

 

Laura Kjær Jacobsen hjælper ved barnløshed, graivditet, efter fødseslreaktioner og fertilitetsbehandling

Her kan du også møde mig

Du er mere end velkommen til at sige hej via mine platforme på de sociale medier.

Eller følg Fertilitet & Familiedannelses podcast lige her.