Fødselsdepression: Det jeg fortryder allermest!

Den ene ting jeg fortryder allermest jeg ikke gjorde, da jeg selv havde en fødselsdepression

Da jeg fik en af mine børn, fik jeg en fødselsdepression. Det er ikke en forudsætning, for at have en fødselsdepression at man er deprimeret. Det var jeg ikke. Jeg havde det bare ubeskriveligt svært. Jeg var fuldstændig udbrændt. Den lille sov i meget lidt, i kort tid ad gangen og var ofte utrøsteligt.

Det fik det til at køre følelsesmæssigt af sporet for mig. Og jeg blev et stort kaos inden i, af afmagt, vrede, frustration og udmattelse.

Jeg blev meget svær at leve sammen med.

Du kan læse en længere artikel, jeg har skrevet om fødsesldepression, lige her

Samtidig var jeg den gang, den type der troede jeg burde og kunne klare alt selv, hvis jeg ville. Jeg kunne slet ikke finde ud af, at bede om den hjælp, jeg havde så meget brug for.

Mine nærmeste prøvede at hjælpe mig. Nogle kom i den bedste mening med løsningsforslag, der hos mig nemt blev oplevet som kritik af mig som mor og som menneske. De kunne ikke trænge igennem til mig.

Andre pårørende var kritiske og fordømmende. De fik mig til at føle mig skyldig. De forstod ikke hvor presset jeg faktisk var. De troede jeg var i stand til at handle rationelt.

Og så var der mine veninder, min bror og min søster, som bare lyttede og rummede. De gav mig luft og energi, så jeg kunne fortsætte lidt endnu. De var en kilde til kræfter, jeg aldrig vil glemme.

Midt i det hele var jeg også glad. Glad for mine børn og min mand. Jeg vidste godt det nok skulle få en ende, selvom det føltes endeløst. Jeg nød også vores to små børn og sugede de dejlige øjeblikke til mig.

På en og samme gang havde jeg lyst til, at min baby blev ved med at baby længe endnu. Samtidig havde jeg brug for, at tiden gik så han blev ældre og dermed sov bedre. Jeg vidste det var en forudsætning for, at fødselsdepressionen lettede og jeg fik det godt igen.

Der var ingen tvivl om, at min tilstand hang uløseligt sammen med det voldsomme søvnunderskud jeg var i.

Derfor fik jeg aldrig fundet hjælp

Jeg havde det forfærdeligt inden i. Var så langt nede.

Jeg kan huske, at jeg talte både med min sundhedsplejerske og mine veninder og min mand om det. Jeg længtes efter, at de sagde: Jeg tror du har brug for en at tale med, få noget hjælp.

Jeg tror simpelthen ikke de forstod, hvordan jeg virkelig havde det. Og hvordan skulle de også kunne det? Jeg gjorde jo alt for at vise, at jeg kunne håndtere situationen. Fordi jeg et eller andet sted troede, jeg burde kunne holde til. At det var mig der var svag når jeg syntes det var hårdt. Det kunne andre jo…eller?

Jeg var den der type, der sikrede at alt skinnede hjemme hos os, selvom jeg var ved at vælte inden i. Orden gav mig ro, fordi jeg mærkede der var noget i mit liv, jeg godt kunne finde ud af.

Der var aldrig nogle der for alvor skubbede til mig. De skulle havde sagt ”Laura, du SKAL finde en at tale med”. Jeg kunne ikke selv finde ud af at indrømme, at jeg havde brug for psykologhjælp.

Det føltes som et nederlag selv, at bede om det.

Hvis andre bad mig om det, ville det derimod føles som en anerkendelse af, hvor svær min situation faktisk var. Det havde været rart.

Jeg kan huske, jeg kiggede efter en psykolog at tale med. Jeg ledte efter nogen som ville forstå mig – men jeg kom aldrig videre. Jeg fandt ikke nogen der virkede til at forstå hele min situation. En der kunne vejlede mig og os i, at komme så godt igennem den her fase i vores liv som muligt.

Jeg gav op og ventede på det gik over

Så gav jeg op og ventede til det lettede af sig selv. Det gjorde det gradvis. Men det tog flere år. Fordi det hele satte spor i mig og i os som familie.

Jeg bliver aldrig den samme. Og det er også både naturligt og ok. For det har lært mig meget. Det har givet mig nogle nye færdigheder, at være i den svære situation sammen med min mand og børn.

Men alligevel fortryder jeg.

Det fortryder jeg

Jeg fortryder, at jeg ikke fik hjælp. Hjælp af en, der havde den forståelse for vores situation der skulle til, for at kunne hjælpe mig igennem en livsfase, der er så fysisk og følelsesmæssigt krævende som en efterfødselsreaktion er.

Jeg fortryder, fordi det ødelagde så meget for os, at jeg/vi ikke fik hjælp. Vi kan ikke gøre det om. Tiden med vores to små børn er forbi nu.

Jeg fortryder det, fordi vi ville have haft det langt bedre undervejs. Jeg havde vidst hvad jeg skulle gøre, i stedet for at famle i blinde.

Fordi jeg ville have mødt forståelse, der hvor jeg følte mig allermest forkert. Der hvor jeg afskyede mig selv allermest som menneske, mor og kæreste.

Fordi jeg ikke ville have følt mig så ensom.

Fordi jeg ville have fået værktøjer til, at lette eller løse nogle af de mange svære situationer vi havnede i. Herunder konflikter med mit ældre barn og med min mand. Konflikter som jeg havde svært ved, at rumme og på ingen måder reagerede særligt hensigtsmæssigt i. Selvom jeg i dag til fulde forstår hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, gør det mig stadig ked af det at tænke på.

Fordi jeg ville have fået hjælp til at skabe ro inden i mig, så mit barn lettere kunne finde ro og begynde at sove og trives bedre.

Fordi vi nok ikke havde været ramt igennem så lang tid, hvis jeg havde haft et andet menneske til, at guide mig igennem min fødselsdepression.

Jeg fortryder også at jeg aldrig fandt hjælp, når jeg oplever hvad det betyder, for de kvinder og mænd der er i samme situation, som jeg selv hjælpe i dag.

På samme tid glæder det mig ubeskriveligt fordi, jeg ved at de mærker en dyb forståelse hos mig. De mærker, at jeg ved hvor meget de kæmper derinde bagved, netop fordi jeg selv har kæmpet mig igennem noget der ligner.

Har du det svært i graviditeten eller efter fødslen? Få hjælp her. Book en uforpligtende samtale med mig og blive klogere på din situation og hvordan du får det godt igen.

Her kan du også møde mig