Vigtig viden om være kæreste med en mand, der har en efterfødselsreaktion
Hvis du er kæreste med en mand der har en fødselsdepression – så kan du med fordel læse med her.
Du vil blive klogere på hvordan det er, at være ham. Du vil få en forståelse for hvad det kræver af dig og hvordan du kan gribe det an, så i alle komme godt igennem denne fase i jeres liv og parforhold.

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse
Cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut
Hej og hjerteligt velkommen til Fertilitet & Familiedannelse.
Til dig der ikke kender mig, kan jeg sige, at jeg hjælper mænd, kvinder og par der går igennem forskellige former for efterfødseslreaktioner. Herunder fødsesldepression.
Overvejer du eller din partner, at komme i samtaleterapi hos mig (fysisk eller online), er du hjerteligt velkommen til, at booke en uforpligtende samtale med mig. Jeg vil glæde mig til at tale med dig og høre om det du går og kæmper med.
Jeg håber også du finder hjælp her på siden gennem artikler, meditationer og Fertilitet & Familiedannelses podcast.
Efterfødselsreaktion: The basics
Jeg oplever, at mange er forvirrede over begreberne fødselsdepression og efterfødselsreaktion. Derfor får du her allerførst ”the basics” ganske kort.
Efterfødselsreaktion er en paraplybetegnelse, som dækker over forskellige grader af svære følelsesmæssige reaktioner, mennesker kan have i forbindelse med at vente barn og blive forældre. I den tunge ende ligger en decideret fødselsdepression.
En efterfødselsreaktion/fødselsdepression kan altså starte allerede under graviditeten.
Du kan læse en dybdegående artikel omkring fødselsdepression lige her.
Nu til dig og dit liv
Som kæreste til en mand med en efterfødselsreaktion, er du i en situation, hvor de drømme du havde om jeres start på livet som familie, ikke er blevet til virkelighed.
Det kan føles som at stå i et smadret glashus. De rammer du havde set for jeres liv, er smuldret og det kan være svært at træde nogen steder uden at skære sig.
Du kan have svært ved, at se den far du troede han ville være. Det som måske var årsagen til, at du valgte at blive forældre sammen med lige netop ham.
Måske kender du din mand med angst, depression eller andre psykiske udfordringer. Og du har måske en idé om hvordan du kan gribe situationen an.
Formentligt er det nyt for dig, at se ham ramt på den her måde. Og det kan sagtens være, at i endnu ikke rigtig har erkendt, hvad der er galt. Det kan være svært at se i øjnene, at man har en efterfødselsreaktion. Derfor kan det fx være, at din mand mener han ”blot” er stresset og siger, at hvis bare han får ro, så får han det godt igen.
Dit savn – når din mand har en fødselsdepression
Du står i en situation som kan føles meget vanskelig. Det er meget svært, at være kæreste med en mand der har en efterfødselsreaktion eller en fødselsdepression. Det er det blandt andet fordi han trækker sig, og ofte er følelsesmæssigt utilgængelig for dig.
Det betyder, at du kan have svært ved at tale med ham om det, som rører sig inden i dig. At du længes efter at dele glæden over forældreskabet og over jeres barn. At du mangler at mærke at han er der – at han er tilstede sammen med dig og jer.
Du kan have svært ved at kende ham. Du kan savne ham voldsomt. Være bange for, at han aldrig bliver sig selv igen. Se scenarier hvor i kommer til at gå fra hinanden. Du kan føle dig så ensom i jeres relation. Du kan føle dig som alene-forælder.
Det er en enormt savn, på områder som er så vigtige i dit liv. Vigtige momenter i jeres parforhold. Det kan være en sorg, at se hvordan tiden går og momenterne forsvinder, imens hans kæmper med sin efterfødselsreaktion.
Men jeg kan kun opfordre dig til at hænge på – og tro på, at det nok skal ændre sig. At han kommer tilbage igen, som den mand du kender. For det gør han. Og det hjælper ham på vej, at du læser det her og får en større ro omkring, hvad du kan tænke og føle om det du oplever lige nu.
Forstå fødselsdepressionens / efterfødselsreaktionens væsen
Allerførst så er det vigtigt for mig at fortælle dig, at fødselsdepressioner og efterfødselsreaktioner går over igen. Uanset hvor håbløst, svært og uendeligt det føles – så er det noget som går over igen, for langt de fleste mænd og kvinder.

Langt de fleste mænd har gavn af samtaleterapi, med en terapeut eller psykolog, som har en særlig viden om efterfødselsreaktioner hos mænd. Nogle har brug for antidepressiv behandling, som støtte i processen.
Det er ikke bestemte typer af mænd, der udvikler en fødselsdepression eller efterfødselsreaktion. Der kan være tusind gode grunde til at de opstår, men for nogle sker det også bare.
En efterfødselsreaktion siger i virkeligheden intet om hans evner som far. Når tilstanden letter, så er han med al sandsynlighed, derinde bagved som den far du så i ham, da du besluttede dig for at du gerne ville have børn med ham.
Det kan være svært at erkende
Mange har svært ved at erkende, at de har en efterfødselsreaktion eller en fødselsdepression, fordi de ikke føler sig deprimerede – eller kede af det.
Det kan de sagtens gøre. Men ofte har de nogle helt andre følelser og reaktioner. Der er større sandsynlighed for, at din mand føler sig udmattet, irritabel, periodevist følelsesløs og har manglende motivation til at gøre ting, han måske ellers ville holde af.
Det kan du opleve hos din kæreste
Du kan opleve ham som kortluntet, passiv, uden glæde i sit udtryk, vred, stresset, afvisende, langsom og uden initiativ. Du kan også opleve ham som meget aktiv og deltagende blandt andet på sit arbejde, med sin træning eller andre ting, hvor han er væk fra dig og jeres barn/børn.
Sådan kan han føle og tænke
Utilstrækkelighed, afmagt, skyld, dårlig samvittighed, nag, bitterhed og vrede rettet mod omverdenen eller nogle specifikke mennesker i hans liv, er ikke ualmindeligt.
Helt naturlige tanker hos en mand med fødselsdepression, kan lyde som følger nedenfor. Når du læser det, skal du have i tankerne, at det er fødselsdepressionen der taler – det er ikke tanker han ville have i samme grad, hvis han havde det godt…
- Barnet vil aldrig få et godt liv, med mig som far
- Jeg skulle aldrig have været nogens far.
- Det var en fejl at jeg blev far
- Jeg kan ikke klare opgaven
- Min kæreste må være så skuffet over mig
- Jeg savner min kæreste og vil bare gerne være os to igen
- Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan slet ikke finde ud af at være der for mit barn
- Jeg føler intet. Jeg er kold og følelsesløs. Når jeg føler noget er det vrede eller tristhed
- Jeg vil gerne bare have noget ro
- Jeg vil bare gerne have mit gamle liv tilbage.
- Jeg vil bare gerne have det godt igen. Jeg har det ikke godt, men aner ikke hvad jeg skal gøre
- Jeg bliver så vred eller følelsesløs, at jeg bliver bange for mig selv
Det er ikke underligt, hvis det gør ondt i dig, at læse det her. Det kan være en forskrækkelse at se disse sætninger, sort på hvidt. Men det er en vigtig indsigt for dig at få, således at du kan begynde at udvide din forståelse af, hvad han går igennem. Og her vil jeg endnu engang blidt minde dig om, at det er hans følelsesmæssige tilstand der taler i de her tanker og udtryk – det er ikke ham. Han er derinde bagved.
Og med lidt hjælp, så vender han formentligt snart tilbage til dig, som den kæreste du kender.

Sådan kan du gribe det an
Som lovet vil jeg hjælpe dig til, hvordan du kan gribe det hele an lige nu. Det er helt grundlæggende for at komme godt videre derfra hvor du står, at du har læst ovenstående beskrivelse og dermed udvidet din forståelse for, hvad din kæreste kan opleve og hvordan det er, at være ham.
Hvis din kæreste har en efterfødselsreaktion, så har han behov for hjælp. Og det er det første sted, jeg vil anbefale dig at bruge dine kræfter. Få ham til at opsøge hjælp, eller opsøg hjælp for ham.
Mange gange er det kæresten der ringer til mig og bestiller en samtale, på deres mands vegne. Det kan være en del af hans tilstand, at han mangler initiativ til selv at tage kontakt – så det kan være uvurderligt, at det er dig som griber knoglen og booker en tid hos en terapeut, efter i har talt om det.
Få sat ord på den blå elefant
Det er vigtigt i får sat ord på, hvad det er han kæmper med, eller hvad det er i tror han kæmper med. Hvis du tænker det er en efterfødselsreaktion eller en decideret fødselsdepression, så vær ikke bage for at sige det højt. Det hjælper at få sat ord på.
Det kan være lettere for ham at identificere sin tilstand med stress. Her nytter det ikke at diskutere med ham. Det vigtigste er, at han når til en erkendelse af, at han har behov for hjælp til, at komme igennem det.
Men det er vigtigt, at han ikke opsøger en terapeut som alene ved noget om stress. Han er bedre hjulpet hos en, der er vant til at arbejde med efterfødselsreaktioner. Stress er ofte en del af dette, så det vil en sådan terapeut have viden om.
Fortæl ham at det påvirker hele jeres familie og du gerne vil have, at han søger hjælp.
En fødselsdepression kan sætte spor i jeres mønstre som kærester og familie. Og meget vigtigt, så kan det sætte spor i han forhold til jeres barn/børn. Hjælp kan betyde, at han og i kommer hurtigere og lettere ud på den anden side. Uden de samme sår, som uden terapeutisk hjælp.
Undgå bebrejdelserne men giv ham et tilpasset ansvar
Fordi den her situation også er meget svær for dig, er det naturligt, at du retter din smerte mod ham. Det er vigtigt at undgå det så vidt det er muligt. Det vil formentligt gøre det værre for ham og få ham til at trække sig yderligere.
Mænd føler, i forvejen, ofte et enormt ansvar for deres families ve og vel – så han er formentligt fuldt ud klar over, at hans tilstand gør jeres familiesituation svær.
Det er så vigtigt at huske han er ramt af en tilstand. Han kan på ingen måder gøre for, at han har det som han har det. Han kan kun tage ansvar for at søge hjælp og ad den vej arbejde på, at få det bedre.
At undgå bebrejdelserne, er ikke det samme som, at du ikke må forvente noget af ham. Du skal bare være ekstremt opmærksom på ikke at kræve noget af ham, som han ikke er i stand til at give lige nu. Fx nærvær til dig og jeres barn eller følelsesmæssig tilgængelighed. Dette er blot eksempler.
Det er nemlig vigtigt, at han ikke kommer til at føle sig overflødig. Det kan virke forstærkende på hans følelse af at være utilstrækkelig.
Det er meget individuelt, præcist for meget den enkelte mand rummer i den her situation. Her må du efter bedste evne forsøge at spørge lidt ind til det og fornemme hvad han rummer.
Giv ham plads
Hvis du mærker han trækker sig, så giv ham plads til det. Men ikke nødvendigvis hele tiden. Det her taler din i samme problematik som jeg beskriver overfor- nemlig at det er vigtigt, at han mærker du har brug for ham. Uden at du forlanger mere af ham, end han er i stand til at give på nuværende tidspunkt.
Der er også det ved at trække sig, at det kan give hans negative tanker, et unødigt stort spillerum. Her kan det være godt, at være opmærksom på hvordan han har det, når han vender tilbage fra sine små og store retræter. Gør det ham godt eller gør det ikke. Hvis ikke det gør ham godt, så forsøg at kalde ham lidt mere ind i fællesskabet.
Det er ikke sikkert det lykkedes. Det kan være for svært for ham. Og derfor er det ekstremt vigtigt, at i får noget hjælp udefra, af en professionel.

Kæreste til en mand med fødselsdepression:
Tag hånd om dig selv og sorgen, skuffelsen, savnet, vreden…
Det er selvsagt, at det er vanskeligt at navigere i ovenstående. Jeg tror ikke jeg behøver at slå en tyk streg under, at det er en kæmpe udfordring, at være kæreste til en mand med en efterfødselsreaktion.
Derfor er det også vigtigt, at du erkender dit savn, din sorg, din frustration – eller de følelser du lige præcist mærker. Det er vigtigt du finder et sted at tale om, hvordan det er for dig. For din egen skyld. Men også for at være i stand til, at rumme din kærestes manglende overskud og følelsesmæssige tilgængelighed.
Det kan ikke være et hvilket som helst sted. Du er nødt til at tale med nogen, som har respekt for det han går igennem og ikke blot bliver frustreret på dine vegne og synes det er for dårligt, at han reagerer som han gør.
Du har brug for forståelse, for både din og hans situation, for at du også kan være i det. Du har brug for et sted at tanke op, hvor dine frustrationer ikke øges unødigt.
Ligesom det kan være gavnligt for din mand, at få hjælp – kan samtaler med en professionel også være uvurderligt for dig. Og for jer og jeres parforhold. Fra forskning ved vi, at det lindrer en fødselsdepression, hvis parforholdet er nogenlunde stabilt, på trods af de bølger der skyller ind over det.
Det er ikke underligt, at du også har brug for luft og rum, hvor der er plads til det du føler, som kæreste til den ramte. Du står med rigtig meget i dine hænder lige nu – hvor du enten er gravid eller forælder til et eller flere små børn.
Vi ved desværre også, at fødselsdepression hos den ene øger risikoen for en efterfødselsreaktion hos den anden.
Når den der rammes først begynder at komme ovenpå, begynder den anden nogle gange, at have det svært – og nogle gange forløber de to efterfødselsreaktioner sideløbende med hinanden.
Men det er slet ikke givet, at det går sådan for dig. Jeg ønsker blot, at du også er opmærksom på dig selv. Og føler du dig stærk og rummelig – så lad det være ved det, for styrke og rummelighed er hvad du har brug for i denne tid.
Med ønsket om alt det bedste og gode kræfter til dig – jeg ved hvad du står i og ved at det ikke er enkelt.
Laura
Du kan læse om efterfødselsreaktion hos mænd her.
Som kæreste til en mand, der kæmper følelsesmæssigt under graviditeten eller efter fødslen af jeres barn, er du også meget velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig. Du kan i den grad også have brug for en at tale med.
Hvis du har behov for akut hjælp til din kæreste, så finder du hjælp døgnet rundt her

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse
Cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut
Hej og hjerteligt velkommen til Fertilitet & Familiedannelse.
Til dig der ikke kender mig, kan jeg sige, at jeg hjælper mænd, kvinder og par der går igennem forskellige former for efterfødseslreaktioner. Herunder fødsesldepression.
Overvejer du eller din partner, at komme i samtaleterapi hos mig (fysisk eller online), er du hjerteligt velkommen til, at booke en uforpligtende samtale med mig. Jeg vil glæde mig til at tale med dig og høre om det du går og kæmper med.
Jeg håber også du finder hjælp her på siden gennem artikler, meditationer og Fertilitet & Familiedannelses podcast.
Her kan du også møde mig
Du er mere end velkommen til at sige hej via mine platforme på de sociale medier.
Eller følg Fertilitet & Familiedannelses podcast lige her.