Det får du ud af at læse artiklen

I denne artikel får du indsigt i, hvorfor konflikter om små børn ofte bliver så intense, hvad der egentlig ligger bag de forskellige holdninger, og hvordan I kan begynde at forstå hinanden bedre i stedet for at kæmpe imod hinanden. Du får også konkrete perspektiver på de mest almindelige konfliktområder hos småbørnsforældre — og flere konkrete ting, der kan hjælpe jer med at finde mere ro, samarbejde og tryghed i forældreskabet, selv når I ikke er enige om alt.

Uenighed som forældre

 Når man bliver forældre til et lille barn, kan selv små uenigheder pludselig føles enorme. Søvn, gråd, samsovning, rutiner eller pasning hos bedsteforældre kan hurtigt udvikle sig til konflikter, hvor begge føler sig misforståede, alene eller kritiserede. Og midt i træthed og følelsesmæssigt pres kan det være svært at finde tilbage til følelsen af at være på samme hold.

Der er få ting, der kan skabe så stærke følelser i et parforhold som uenigheder om ens lille barn. Måske bliver I uenige om søvn, putning eller gråd. Måske føler den ene, at barnet har brug for mere nærhed og beskyttelse, mens den anden oplever, at barnet også skal have mulighed for gradvist at lære verden at kende og klare små frustrationer. Måske opstår der konflikter om samsovning, mad, rutiner, institution eller pasning hos bedsteforældre. Og pludselig føles det ikke længere som om, I står på samme hold.

Mange forældre bliver overraskede over, hvor svære disse konflikter kan føles. Især fordi de ofte opstår i en periode, hvor man i forvejen er træt, følelsesmæssigt belastet og presset af den store omvæltning, det er at have et lille barn.

Men uenighed betyder ikke nødvendigvis, at noget er galt med jeres forhold. Ofte betyder det bare, at I er to forskellige mennesker med forskellige erfaringer, behov og måder at skabe tryghed på. Og netop derfor kan småbørnslivet blive en af de største prøvelser i et parforhold — men også en mulighed for at udvikle sig sammen og lære hinanden dybere at kende.

Derfor bliver konflikter om små børn så svære

Når man får et lille barn, sker der ofte noget meget dybt følelsesmæssigt i os. Et spædbarn eller et lille barn under to år er fuldstændig afhængigt af sine omsorgspersoner, og derfor bliver vores omsorgssystem konstant aktiveret som forældre. Vi holder øje med signaler, behov, uro og fare næsten hele tiden, ofte uden selv at være bevidste om det.

Samtidig er småbørnsårene for mange præget af søvnmangel, overstimulering, mindre tid alene og stort ansvar. Når nervesystemet er belastet over længere tid, får vi sværere ved at være fleksible, rolige og nysgerrige i konflikter, og derfor kan noget, der udefra virker som en lille uenighed, føles stort indefra.

For eksempel kan spørgsmål som om barnet må græde lidt, om det skal sove alene eller hos forældrene, eller om det er klar til institution, hurtigt blive meget følelsesladede. For konflikterne handler sjældent kun om selve situationen. De handler ofte også om tryghed, ansvar, frygt, omsorg, kontrol og tillid — og nogle gange om vores egne erfaringer fra barndommen.

Vi vil ofte det samme — men forsøger at skabe det forskelligt

Det svære er, at begge forældre som regel ønsker det bedste for barnet. Men man kan have meget forskellige idéer om, hvordan tryghed skabes.

Den ene forælder kan opleve, at barnet har brug for tæt kontakt, hurtig respons og meget fysisk nærhed. Den anden kan føle, at barnet også har brug for gradvist at lære at være i små frustrationer og opleve, at verden er et trygt sted, selv når mor eller far ikke reagerer med det samme.

Begge perspektiver kan være kærlige

Problemet opstår ofte, når vi begynder at tolke partnerens handlinger som mangel på omsorg eller forståelse. Så bliver konflikten hurtigt personlig. Pludselig handler det ikke længere kun om barnet, men om følelsen af ikke at blive lyttet til, ikke at blive forstået eller ikke at kunne stole på, at partneren passer godt nok på barnet.

Mange forældre kan i sådanne situationer begynde at føle sig alene med ansvaret eller opleve, at partneren indirekte fortæller dem, at de er forkerte som forældre. Og når vi føler os alene eller kritiserede i vores forældreskab, går vi meget let i forsvar. Det er ikke underligt for der er virkelig meget på spil for os netop her. Derfor kan tonen også blive meget hård, selvom kærligheden egentlig stadig er der.

De typiske områder hvor småbørnsforældre bliver uenige

Søvn er et af de områder, der skaber flest konflikter hos småbørnsforældre. Når begge er trætte, bliver der mindre overskud til forskelligheder, og samtidig vækker søvn ofte stærke holdninger. Nogle føler, at barnet skal hjælpes hurtigt og tæt gennem natten, mens andre tænker, at barnet gradvist skal lære at falde til ro selv. Også spørgsmål om samsovning og fordeling af nætterne kan skabe stor frustration.

Gråd og følelsesregulering er et andet område, hvor mange oplever store forskelle. Nogle reagerer meget hurtigt på barnets signaler, mens andre føler, at barnet godt kan være frustreret lidt uden at tage skade. Her kan begge hurtigt føle sig dømt af den anden. Den ene kan opleve partneren som for hård, mens den anden føler, at partneren er for overbeskyttende. Men ofte forsøger begge egentlig bare at hjælpe barnet bedst muligt ud fra deres egen forståelse.

Også rutiner og struktur bliver ofte et konfliktpunkt. Nogle trives bedst med faste rytmer og tydelige rammer omkring søvn, måltider og aktiviteter, mens andre bliver stressede af for mange planer og ønsker mere fleksibilitet. Her kan den ene opleve den anden som rigid, mens den anden føler sig utryg ved for lidt struktur.

Når man kommer til at modarbejde hinanden

Noget  af det, der over tid kan belaste parforholdet er når man gradvist begynder at se hinanden som problemet, begynder at modarbejde hinanden eller holde ”regnskab” frem for at samarbejde.

Så opstår der let små konflikter gennem hele dagen. Tonen bliver hårdere, irritationen ligger tættere på overfladen man kan her opleve man begynder enten at kritisere, kontrollere eller trække sig fra hinanden. Jo mere pressede vi bliver, jo mere forsøger vi ofte at få den anden til at ændre sig.

Mennesker samarbejder sjældent godt, når de føler sig angrebet

Derfor hjælper det sjældent at rette på hinanden, vurdere hinandens måde at være sammen med barnet på eller tale ned til hinanden. Mange længes egentlig ikke efter at få det på sin måde, men efter at føle sig forstået, trygge og som et team igen.

Vigtige ting der hjælper jer til at finde en god vej sammen

Det kan gøre en stor forskel at huske, at partneren sandsynligvis også forsøger at passe godt på barnet — selv når I er meget uenige. Det betyder ikke, at alt nødvendigvis fungerer lige godt, men det hjælper ofte at begynde med den antagelse, at partnerens intention også er at løse de udfordringer i oplever. Når ser hinandens gode intentioner der ligger bag konflikten stopper i med at se hinanden som modstandere, bliver det lettere at samarbejde.

Her hjælper det at tale om de følelser og værdier, der ligger under holdningerne. Mange par kommer til at diskutere metoder uden at tale om, hvad der egentlig gør dem trygge eller urolige. Men når man spørger hinanden med oprigtig nysgerrighed, hvad der føles svært, eller hvad man håber barnet lærer i en given situation, opstår der ofte mere forståelse.

Samtidig er det vigtigt at acceptere, at svære samtaler sjældent bliver gode midt i kaos. Klokken tre om natten med et grædende barn er ikke det tidspunkt, hvor mennesker er bedst til at lytte, sætte sig i hinandens sted eller regulere sig selv følelsesmæssigt. Derfor kan det være en stor hjælp at tage de vigtigste samtaler på tidspunkter, hvor begge har lidt mere ro i kroppen.

I kan ikke være enige om alting

Mange bliver også lettede, når de opdager, at gode forældrepar ikke nødvendigvis er enige om alting. Børn har ikke brug for to identiske forældre. De kan godt tåle forskellighed, så længe der er følelsesmæssig tryghed, respekt og mulighed for reparation efter konflikter.

Og midt i alt det praktiske er det afgørende at beskytte relationen. I småbørnsårene kommer parforholdet let til at handle om logistik og overlevelse, men små signaler af kontakt betyder enormt meget. Et blik, et kram, et “tak” eller lidt humor kan gøre en større forskel, end man tror. Når kontakten forsvinder helt, bliver konflikterne ofte langt større.

Du kan læse mere om hvordan i kan skabe momenter der giver varme og tryghed i relationen i denne korte artikel

Uenigheder om pasning hos familiemedlemmer

Et område, som mange par bliver overraskede over at være så følelsesladede omkring, er pasning hos bedsteforældre eller andre familiemedlemmer.

Måske ønsker den ene forælder, at barnet passes tidligt, mens den anden mærker uro ved at være væk fra barnet. Måske opstår der uenigheder om, hvor længe barnet skal passes, om barnet overhovedet er klar til det, eller om familiemedlemmerne respekterer de rutiner og værdier, man selv forsøger at skabe omkring barnet.

For nogle handler det især om tillid. For andre handler det om separation, kontrol eller følelsen af ansvar. Særligt i barnets tidlige leveår kan der være store følelsesmæssige forskelle på, hvor tryg man føler sig ved adskillelse.

Nogle forældre mærker næsten fysisk uro ved tanken om pasning, mens andre oplever det som vigtigt og naturligt, at barnet tidligt får tætte relationer til resten af familien. Begge reaktioner kan være helt normale og meningsfulde.

Problemet opstår ofte, hvis man begynder at presse hinanden eller bagatellisere hinandens følelser. Nogle oplever også, at bedsteforældre eller andre familiemedlemmer ubevidst bliver en del af konflikten ved at tage parti eller fremstille den ene forælder som for følsom eller kontrollerende. Det kan skabe ensomhed i parforholdet. Det er vigtigt at være loyale over for hinanden hvis i taler med pårørende, og minde jer selv om at der altid ligger en meningsfuld grund bag den andens holdning eller overbevisning – også selvom den ikke umiddelbart er meningsfuld for dig. Så handler det om at være nysgerrig på hvad den grund er og være lyttende. Det skaber, ro, tryghed og tillid imellem jer.

Her hjælper det ofte at huske, at uenigheden ikke nødvendigvis skal løses ved, at den ene giver sig. Nogle gange handler det mere om at finde et tempo, begge kan være i. Måske kan pasning starte i kortere intervaller, foregå hjemme hos barnet i begyndelsen eller ske med tydeligere aftaler omkring søvn, mad og rutiner. For nogle familier er det også vigtigt, at der bliver givet mere tid til tilvænning og respekt for, at den ene forælder har brug for mere tryghed omkring det.

Jeres barn har brug for forældre der kan håndtere uenigheder

Mange småbørnsforældre bærer rundt på en tung frygt for at gøre noget forkert.

Men børn vokser ikke op i perfekte familier. De vokser op i relationer mellem rigtige mennesker, som bliver trætte, frustrerede og nogle gange misforstår hinanden — men som også forsøger at reparere, lære og finde hinanden igen. Og måske er noget af det vigtigste, et lille barn kan opleve, ikke forældre der altid er enige, men forældre der forsøger at møde hinanden med nysgerrighed, omsorg og respekt, også når de har forskellige holdninger og ønsker, for det er sådan et barn lærer, at relationer godt kan være trygge, og selv når vi bliver uenige og urimelige så reparerer vi skaderne og finde en vej sammen.

Et vigtigt element er at forsøge at erkende og møde hinanden i de forskellige holdninger til hvilken omsorg jeres barn har behov for.  Det kan være svært og kræver indimellem et roligt tempo for at i begge kan være med. Men I er et par og de indebærer at i må samarbejde om at møde hinanden i jeres forskelligheder. Der er relativt vide rammer for hvad ordentlig omsorg er for et barn – og det afhænger i høj grad af hvilket lille barn man er forældre til. Nogle børn rummer mere end andre. Det er helt naturligt og de valg i træffer for omsorgen må tilpasses netop jeres lille barn.

Jeg håber i finder jeres vej sammen. Hvis det er svært og i har brug for støtte til processen skal i vide at jeg er meget erfaren i at hjælpe nye forældrepar, der oplever at udfordringerne bliver for store til at de selv kan finde vej ud af dem.

Med alle de bedste ønsker til jer 

Laura

 

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut

 

Velkommen til Fertilitet & Familiedannelse

Jeg hjælper mennesker, der står i vanskelige eller sårbare livssituationer i forbindelse med fertilitet, graviditet, fødsel og den første tid som forælder gennem samtaleterapi.

Min faglige baggrund er jordmoder og cand. pæd. pæd. psyk. Jeg er desuden adjunkt i psykologi og har mange års erfaring med at tilbyde specialiseret psykologisk rådgivning og samtaleterapi.

På siden deler jeg artikler, visualiseringer og episoder fra Fertilitet & Familiedannelses podcast, som kan give viden, genkendelse og støtte i en livsfase, der for mange både er meningsfuld og udfordrende.

Hvis du overvejer samtaler hos mig, er du altid velkommen til at kontakte til mig for at høre nærmere.

Laura Kjær Jacobsen hjælper ved barnløshed, graivditet, efter fødseslreaktioner og fertilitetsbehandling

Her kan du også møde mig