Som forældre til små børn er det helt almindeligt at blive udfordret på samarbejdet. Mængden af opgaver i hjemmet og i relation til børnene stiger markant, og pludselig er der både mindre tid og langt flere ting, der skal koordineres. Det kræver et tæt samspil – netop i en periode, hvor overskuddet ofte er mindst.

Måske har jeres barn brug for en forælder tæt på det meste af tiden. Måske er det svært at trøste, eller søvnen er urolig og afbrudt. Alt sammen noget, der kan lægge et betydeligt pres på parforholdet.

Den hårdeste og dejligste tid?

Samtidig oplever mange nye forældre at være trætte og slidte – midt i en tid, som ofte beskrives som både den hårdeste og den dejligste. Når vi er pressede, kan vi komme til at reagere på måder, der overrasker os selv. Nogle gange genkender vi mønstre fra vores egen opvækst, selvom de ligger så langt tilbage, at vi ikke bevidst husker dem. Psykologien beskriver dette fænomen som childhood amnesia – en periode fra den tidlige barndom, hvor oplevelser ikke er lagret som klare minder, men stadig kan påvirke os følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt.

Det kan for eksempel vise sig ved, at du som barn ikke blev trøstet ved sengetid og derfor i dag reagerer stærkt, når dit eget barn græder. Eller at du selv har oplevet vrede fra en forælder og nu har svært ved at regulere din egen vrede i pressede situationer. Det er ikke et tegn på, at du er en dårlig forælder – men et tegn på, at noget vigtigt bliver aktiveret i dig.

Hjernen i overlevelsesgear som forældre

Når belastningen bliver stor – med søvnmangel, ansvar og konstant opmærksomhed på barnet – går mange i en form for overlevelsesgear. Her bliver det sværere at være rolig, fleksibel og tydelig i kommunikationen. Neuropsykologien viser, at stress og træthed påvirker vores evne til følelsesregulering helt ned på hjerneniveau: forbindelsen til de områder, der hjælper os med at bevare ro og overblik, svækkes.

Det er en væsentlig forklaring på, hvorfor ellers kærlige og velfungerende forældre kan blive kortluntede, misforstå hinanden eller reagere på måder, de ikke bryder sig om. Mange oplever sider af hinanden, som skaber utryghed. Man kan begynde at gå på æggeskaller, trække sig eller have svært ved at finde hinanden igen i samarbejdet.

For nogle par bliver det starten på en afstand, der senere kan være svær at indhente.

Derfor er det afgørende at vide: Det er ikke kun jer – det er også jeres vilkår. Det er hjernen under pres. Den partner, du valgte at stifte familie med, er der stadig – også når det ikke føles sådan.

Jo mere I kan møde hinanden med forståelse og medfølelse i de svære øjeblikke, jo bedre muligheder har I for at finde tilbage til hinanden. Men netop det kan være svært, når begge er pressede.

Så hvordan hjælper I jer selv videre?

Der er ikke én rigtig løsning, men der er nogle greb, som mange forældre har glæde af:

  1. Sænk forventningerne (midlertidigt)

    Accepter, at I er i en periode, hvor “godt nok” er godt nok. Hjemmet behøver ikke fungere perfekt, og I behøver ikke være perfekte forældre eller partnere.

  2. Tal om det, når I ikke er pressede

    De vigtigste samtaler skal ikke tages midt i konflikterne. Aftal små tidspunkter, hvor I kan tale roligt om, hvordan I hver især har det, og hvad I har brug for.

  3. Se bag adfærden

    Når din partner reagerer kraftigt, så spørg dig selv: Hvad kan der ligge bag? Træthed? Afmagt? Overbelastning? Det gør det lettere at møde hinanden med nysgerrighed fremfor kritik.

  4. Lav små, konkrete aftaler

    I stedet for store, uoverskuelige ændringer: Lav enkle aftaler. Hvem tager natten i dag? Hvornår får den ene en pause? Små justeringer kan gøre en stor forskel.

  5. Prioritér pauser – også de korte

    Selv 20 minutter alene kan hjælpe nervesystemet med at falde til ro. Planlæg små pauser til hinanden, uden dårlig samvittighed.

  6. Tal venligt – også når det er svært

    Tone betyder mere, end vi tror. Selv når I er uenige, kan en kærlig, rolig og respektfuld tone være med til at bevare trygheden mellem jer.

  7. Forhold dig til dine mønstre    

    Hvis du oplever at have nogle reaktioner du har svært ved at forstå og regulere kan det hjælpe at søge professionel hjælp til at forstå hvor de kommer fra. Gennem forståelse kan du møde dig selv med medfølelse, ligesom en specialiseret terapeut vil kunne hjælpe dig til at blive i stand til at regulere dig selv

  8. Søg støtte i tide

    Hvis I oplever, at mønstrene sætter sig fast, kan det være en stor hjælp at tale med en professionel. Det er ikke et tegn på svaghed – men på ansvarlighed.

Selv stærke parforhold bliver sat på prøve

Småbørnsperioden er intens, og den kan sætte selv stærke parforhold på prøve. Men den er også midlertidig. Med forståelse, små justeringer og viljen til at se hinanden bag reaktionerne, kan I ikke bare komme igennem den – I kan også komme styrket ud på den anden side.

Jo tidligere man søger hjælp – jo lettere blvier det

Hvis I kan genkende jer selv i noget af det, jeg beskriver, er I ikke alene – og I behøver ikke stå med det selv. Jeg tilbyder specialiseret parterapi til småbørnsforældre med fokus på at forstå de reaktioner og mønstre, der opstår under pres, og hjælpe jer med at genfinde trygheden, samarbejdet og kontakten til hinanden. I terapien arbejder vi konkret og nænsomt med jeres situation, så I får redskaber, der giver mening i en travl hverdag med små børn.

 

 

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Laura Kjær Jacobsen, Fertilitet & Familiedannelse

Cand. pæd. i pædagogisk psykologi, jordemoder og samtaleterapeut

 

Velkommen til Fertilitet & Familiedannelse

Jeg hjælper mennesker, der står i vanskelige eller sårbare livssituationer i forbindelse med fertilitet, graviditet, fødsel og den første tid som forælder gennem samtaleterapi.

Min faglige baggrund er jordmoder og cand. pæd. pæd. psyk. Jeg er desuden adjunkt i psykologi og har mange års erfaring med at tilbyde specialiseret psykologisk rådgivning og samtaleterapi.

På siden deler jeg artikler, visualiseringer og episoder fra Fertilitet & Familiedannelses podcast, som kan give viden, genkendelse og støtte i en livsfase, der for mange både er meningsfuld og udfordrende.

Hvis du overvejer samtaler hos mig, er du altid velkommen til at kontakte til mig for at høre nærmere.

Laura Kjær Jacobsen hjælper ved barnløshed, graivditet, efter fødseslreaktioner og fertilitetsbehandling

Her kan du også møde mig