Når småbørnsårene har sat parforholdet på pause

Af Laura Kjær Jacobsen

Når hverdagen langsomt skubber jer væk fra hinanden

Der findes en periode i mange parforhold, som kan være langt mere udfordrende, end de fleste havde forestillet sig, da de stod med deres første barn i armene. Ikke nødvendigvis det første år, hvor alle forventer søvnmangel, omvæltninger og kaos. Men årene efter. De år, hvor børnene stadig er små, hverdagen er fyldt med praktiske opgaver, og hvor mange forældre langsomt opdager, at de er kommet længere væk fra hinanden, end de egentlig havde lagt mærke til.

Jeg møder ofte par, som beskriver det på nogenlunde samme måde. De fungerer godt som familie. Hverdagen hænger sammen. Børnene trives. Opgaverne bliver løst. Men når de ser på deres parforhold, kan de mærke, at noget har ændret sig. De føler sig ikke længere lige så tæt forbundet som tidligere. Samtalerne handler mest om logistik. Den spontane nærhed er blevet sjældnere. Og følelsen af at være kærester er blevet erstattet af rollen som forældre og praktiske samarbejdspartnere.

Det er en situation, som mange føler er svær. For selvom man elsker sin partner, kan det føles forkert at indrømme, at man samtidig savner vedkommende. Måske kan det daglige pres også skabe konflikter der gør man ikke mærker kærligheden og savnet i synderlig grad. Sandheden er, at netop denne oplevelse er langt mere almindelig, end de fleste tror. Vi føler at kærligheden er langt væk og det kan være vi kommer til at bebrejde hinanden – og hvor langt væk det måske kan føles så handler det måske i virkeligheden handler om at du længes efter din kæreste, ligesom du helt sikkert også længes efter tid og lidt mere ro eller rum til at være spontan.

Når parforholdet sættes på pause

Småbørnsårene stiller enorme krav til os som mennesker. Vi skal navigere i arbejdsliv, familieliv, søvnmangel, sygdom, institutionsliv, praktiske opgaver og et konstant ansvar for andre menneskers trivsel. I mange år er fokus rettet mod alt det, der skal fungere omkring familien. Og det giver god mening. Børn har brug for os. Hverdagen kræver noget af os.

Problemet opstår først, når parforholdet bliver sat på pause så længe, at man glemmer at vende tilbage til hinanden.

Jeg oplever ofte, at par ikke nødvendigvis har haft en konfliktfyldt udvikling. De er ikke gledet fra hinanden på grund af store svigt eller dramatiske begivenheder. De er snarere blevet adskilt af summen af hverdagens krav. Af træthed. Af manglende tid. Af manglende overskud. Af den stille prioritering af alt det nødvendige frem for alt det nærende.

De historier vi fortæller os selv

Når afstanden vokser over flere år, begynder mange også at skabe forklaringer på det, de oplever. Det gælder både mænd og kvinder. Vi forsøger at forstå, hvorfor vi føler os ensomme, oversete eller afviste, og ofte kommer vi til at udfylde hullerne med vores egne antagelser.

Måske begynder man at tænke, at partneren ikke længere interesserer sig for en. At kærligheden er blevet mindre. At man ikke længere er attraktiv eller vigtig. Måske bliver man mere kritisk, mere irritabel eller mere opgivende. Måske trækker man sig følelsesmæssigt for at beskytte sig selv mod skuffelse.

Men meget ofte er virkeligheden mere kompleks end de historier, vi fortæller os selv.

For mange par handler afstanden ikke om manglende kærlighed. Den handler om manglende kontakt.

Og det er en vigtig forskel.

Når intimiteten forandrer sig

Et område, hvor mange mærker denne afstand særligt tydeligt, er i forhold til intimitet og sex. Men også her er det vigtigt at være nuanceret. Der findes ikke én typisk måde at reagere på, og der findes ikke et bestemt køn, som altid ønsker mere eller mindre sex end det andet.

Nogle mænd oplever, at deres lyst falder markant i småbørnsårene. Nogle kvinder oplever det samme. Nogle længes efter mere fysisk nærhed, mens andre føler sig så belastede af hverdagens krav, at lysten næsten forsvinder. Nogle trækker sig fra sex, fordi de føler sig pressede eller utilstrækkelige. Andre søger sex som en måde at skabe forbindelse og nærhed på.

Det, jeg ofte ser, er ikke så meget forskelle mellem mænd og kvinder, men forskelle mellem mennesker.

Samtidig oplever mange kvinder, at deres seksuelle lyst ændrer karakter efter at have fået børn. Hvor lyst tidligere kunne føles mere spontan og forudsigelig, kan den nu opleves mere svingende og situationsafhængig. Det betyder ikke nødvendigvis, at lysten er blevet mindre. Men den kan være blevet mere afhængig af faktorer som overskud, følelsesmæssig kontakt, søvn, stressniveau og følelsen af at være i kontakt med sig selv. Man kan godt opleve at lysten viser sig og man går i gang, for at lysten med et forsvinder midt i det hele. Det har intet med partneren at gøre – men handler om hele den livssituation man er i – og er altså helt almindeligt.

For nogle kan det skabe bekymring. De kan komme til at tro, at noget er galt med dem eller med parforholdet. Men ofte er det et udtryk for, at livet forandret sig – snarere end at man selv har forandret dig. Det er de overordnede omstændigheder der i den grad påvirker lysten. Det betyder også at lysten kan vende tilbage og blive mere stabil igen.

Den negative spiral mange par havner i

Mange par havner desværre i en negativ spiral omkring netop intimiteten. Den ene savner nærhed og tager initiativ. Den anden føler sig presset og trækker sig. Den første oplever afvisning og bliver mere frustreret. Den anden mærker frustrationen og får endnu mindre lyst til kontakt. På den måde kommer begge til at føle sig alene, selvom de i virkeligheden længes efter det samme: at føle sig tættere på hinanden.

Når det sker, bliver det afgørende at huske, at ingen af jer er problemet.

Problemet er den afstand, der er opstået mellem jer.

Den erkendelse kan ændre meget. For når vi begynder at se hinanden som modstandere, bliver det svært at finde tilbage til kontakten. Men når vi i stedet ser afstanden som et savn og en en længsel, vi sammen skal forstå og håndtere, opstår der en helt anden mulighed for nærhed.

Start med at forstå dig selv

Noget af det vigtigste, jeg opfordrer mennesker til i denne fase af livet, er at blive nysgerrige på deres egen oplevelse. Hvad er det egentlig, du savner? Hvad længes du efter? Hvad gør afstanden ved dig? Hvilke følelser ligger bag irritationen, skuffelsen eller opgivenheden?

For ofte gemmer der sig noget meget sårbart under overfladen.

Måske savner du at føle dig valgt.

Måske savner du at føle dig betydningsfuld.

Måske savner du at føle dig attraktiv.

Måske savner du at føle dig set.

Når vi tør være ærlige omkring de behov, bliver det lettere at invitere vores partner ind i dem.

Det samme gælder nysgerrigheden på partnerens oplevelse. Mange par opdager først sent, hvor ensomme de begge har følt sig. De opdager, at den afstand, de troede kun gjorde ondt på dem selv, faktisk også har gjort ondt på den anden.

At blive nysgerrig på den person, der står foran dig

Noget af det, der ofte overrasker mange par, er, hvor meget de begge har forandret sig gennem årene med små børn. Når vi har levet tæt sammen længe, kan vi let komme til at tro, at vi ved præcis, hvordan den anden tænker, føler og oplever verden. Men virkeligheden er ofte, at vi langsomt er holdt op med at være nysgerrige.

Vi kommer til at møde hinanden gennem gamle fortællinger og antagelser i stedet for gennem det menneske, der står foran os i dag. Derfor er det vigtigt at interessere sig for hinandens oplevelser af livet på ny.

At være nysgerrig handler ikke om at analysere sin partner. Det handler om oprigtigt at interessere sig for den andens indre verden. Hvordan oplever din partner egentlig sit liv lige nu? Hvad fylder hos vedkommende? Hvad længes han eller hun efter? Hvad bekymrer, glæder eller udfordrer dem?

Mange af os stiller spørgsmål i hverdagen, men ofte handler de om praktik. Hvem henter? Hvad skal vi spise? Har du husket forældremødet? Nysgerrighed på et dybere plan handler om at stille spørgsmål, hvor formålet ikke er at løse noget, men at forstå.

Nogle gange kan det være så enkelt som at spørge: “Hvordan har du det egentligt med ”os” for tiden?” og derefter lytte uden at afbryde eller komme med løsninger.

Når mennesker føler sig set og forstået, sker der ofte noget vigtigt i relationen. Ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, men gradvist. Der opstår mere tryghed. Mere åbenhed. Mere kontakt. Og ofte er det netop denne følelsesmæssige forbindelse, der bliver fundamentet for, at nærheden kan vokse igen.

Sorgen, hvis livet med børn ikke blev, som man havde forestillet sig

En anden vigtig del af denne livsfase er noget, som mange sjældent taler højt om: sorgen.

For selv når vi elsker vores partner, vores børn og det liv, vi har skabt, kan vi godt sørge over det, vi har mistet undervejs.

Mange oplever en stille sorg over, at parforholdet ikke føles, som det gjorde engang. Måske savner man spontaniteten. Friheden. Forelskelsen. Tiden til hinanden. Måske savner man den version af sig selv, man var før ansvaret fyldte så meget.

Den sorg kan være svær at rumme, fordi den ofte ledsages af dårlig samvittighed. Vi fortæller os selv, at vi burde være taknemmelige. At vi ikke har ret til at savne noget, når vi samtidig har så meget at være glade for. Men sorg og taknemmelighed kan godt eksistere side om side. Det er ikke et udtryk for utilfredshed eller mangel på kærlighed at erkende, at noget har forandret sig. Tværtimod kan det være et vigtigt skridt mod at skabe en ny form for nærhed.

For så længe vi holder fast i forestillingen om, at livet eller parforholdet burde være, som det var før, kommer vi ofte til at kæmpe imod virkeligheden. Vi bruger energi på at længes tilbage i stedet for at forholde os til det liv, vi faktisk lever. Det betyder ikke, at man skal opgive sine ønsker eller acceptere afstand. Men det betyder, at man kan begynde at møde sin situation med større ærlighed og medfølelse: Noget er anderledes end før. Noget er gået tabt og det gør ondt. Og samtidig er der mulighed for at skabe noget nyt.

Når vi tør sørge over det, vi har mistet, bliver det ofte lettere at få øje på det, der stadig er muligt. Ikke nødvendigvis en tilbagevenden til det gamle parforhold, men udviklingen af et nyt. Et parforhold, der tager afsæt i de mennesker, I er blevet, og det liv, I faktisk lever i dag.

Vejen tilbage til hinanden findes i de små øjeblikke

Derfor handler vejen tilbage til hinanden sjældent om store romantiske gestus eller dramatiske forandringer.

Den handler langt oftere om små øjeblikke af øjenkontakt.

Et spørgsmål stillet med oprigtig interesse.

En samtale uden telefoner.

Et knus, der varer lidt længere end sædvanligt.

En gåtur sammen.

Et forsøg på at forstå frem for at forsvare.

Mange undervurderer betydningen af disse små handlinger. Men det er ofte gennem dem, at følelsen af forbindelse langsomt begynder at vende tilbage.

Afstand er ikke det samme som manglende kærlighed

Hvis du kan genkende noget af dette i dit eget parforhold, vil jeg gerne minde dig om én ting: Afstand er ikke nødvendigvis et tegn på, at kærligheden er væk. Nogle gange er afstand blot et tegn på, at livet har krævet så meget af jer i så lang tid, at I har mistet kontakten til den relation, som engang var fundamentet for det hele. Det gør ikke jer til dårlige partnere. Det gør jer til mennesker. Og heldigvis er det ofte muligt at finde tilbage til hinanden igen. Ikke ved at forsøge at blive de mennesker, I var før børnene kom. Men ved at lære de mennesker at kende, som I er blevet. Sammen. Som forældre. Som voksne. Og stadig som dem, der på et tidspunkt valgte hinanden.

Hvis i oplever at have brug for hjælp, er jeg erfaren i at hjælper par der oplever udfordringer i den her fase af livet – og i er velkommen til at tage kontakt

Her kan du også møde mig