Laura Kjær Jacobsen

Til dig, som vil lære mig lidt at kende

Jeg bor i Skørping i Himmerland, sammen med min mand og vores tre drenge. Asger på tre år, Johannes på syv år og Simon der er ni år. I oktober bliver jeg 42 år.

For de fleste mennesker, er det at skabe en familie ubeskriveligt betydningsfuldt. Det er noget, vi ser frem til med glæde og positive forventninger. Der er så mange helt essentielle instinkter og følelser forbundet med netop det.

Den tid i livet, hvor vi fokuserer på, at skabe en familie, kan også være en af de mest intense og udfordrende faser, vi mennesker kommer igennem. Det har det også været for mig. Specielt da jeg blev mor til vores mellemste barn.

Tidligere i livet, da jeg var teenager, oplevede jeg at miste jeg min egen mor, som var syg og døde af kræft.

Da jeg blev mor for anden gang, var jeg presset til det yderste, fordi Johannes sov meget afbrudt og var svær for mig at trøste. Det fortsatte og forsatte bare, i noget der føltes som det uendelige.

Det aktiverede massiv stress og nogle af mine egne tidlige traumer og mønstre.

Det kom til udtryk som søvnbesvær, vredesudbrud, udbrændthed og nedsat kognitiv funktion.

I den periode følte jeg mig totalt magtesløs og nedtryk. Mit fokus var konstant på, hvad jeg kunne gøre for at løse det, så Johannes græd mindre og sov bedre.

Jeg kunne ikke kende mig selv i mine reaktioner og mange ubehagelige tanker. Jeg følte mig som en elendig mor. Jeg var bange for, om jeg nogensinde ville blive mig selv igen.

Situationen udfordrede naturligvis alle i vores lille familie – inklusiv min relation til vores ældste søn og forholdet til min mand.

Vi lærte alle meget om os selv, vores parforhold og vores lille familie i den periode. Vi fik heldigvis fundet en vej igennem det sammen og har det alle godt i dag.

Mine efterfødselsreaktion og tiden med min mors sygdom og død og alt det svære som fulgte i kølvandet på dette, åbnede op for en meget frugtbar proces.

Jeg begyndte arbejde for at forstå, hvad foregik inden i mig, og på den måde at bearbejde det.

Det har flyttet mig milevidt og gjort mig opmærksom på, hvilke mønstre og livserfaringer, der stiller sig i vejen for mig, når livet er svært. Og ikke mindst, hvad det hjælper mig i de situationer.

Jeg kender følelsen af, at være i dyb sorg, af at leve med alvorlig uvished om fremtiden. Og jeg kender følelsen af at være komplet magtesløs, og uden for rækkevidde, for dem jeg holder allermest af.

Og jeg har oplevet hvor helende og givende det kan være, at bearbejde de svære perioder, sammen med et andet menneske, og lande i mig selv igen.

Da jeg var udfordret som ny mor, følte jeg mig meget alene.

Jeg oplevede hvordan folk omkring os, ikke forstod den stressbelastning, vi var udsat for i vores familie. I den kærligste mening forsøgte de, at hjælpe os ved, at fortælle os, hvad vi burde gøre. Eller ved at sige, det nok skulle blive bedre.

Uanset om årsagen, er den dybe længsel der ligger i barnløshed, en svær graviditet, fødsel eller en udfordrende tid som forældre til et lille barn – så er man ekstremt sårbar, når det kommer til alt hvad der vedrører børn, familie og forældreskab.

Man har behov for opbakning og støtte, på den helt rigtige måde. Støtte og forståelse, som opbygger dig og samtidig viser dig en vej, igennem det der er så ubeskriveligt svært.

Netop det savnede jeg. Et menneske, der kunne gå ind i alt det svære sammen med mig, på en ordentlig, omsorgsfuld og professionel måde.

Et menneske som uden tøven, turde kigge mig i øjnene og sige “Ja, lige nu er jeres liv virkelig svært – og jeg kan og vil hjælpe dig – lad os finde vej din vej ud af det!”

En menneske, der var forstående og samtidig havde den nødvendige viden om, hvad der skulle til for, at jeg kunne få det bedre.

Jeg har aldrig bevidst tænkt, at jeg skulle arbejde terapeutiske med barnløshed, graviditet, fødsel og familiedannelse,  blot fordi jeg selv har været igennem nogle meget svære faser i livet. Men det er jo nok grunden til, at jeg i dag gør netop dette, med hele mit hjerte. Og grunden til, at det føles så rigtigt og meningsfuldt at gøre.

Jeg ser hvordan det er frugtbart for mine klienter, at jeg kombinerer psykologien med mine jordemoderfaglige erfaringer. De mennesker der kommer hos mig, føler sig set og forstået på en særlig måde, fordi de mærker, hvordan jeg har indsigt i hele deres situation. Både det psykologiske, men også i deres helt konkrete oplevelser og og praktiske udfordringer i dagligdagen.

Jeg ved fx hvad der foregår på en fertilitetsklinik. Hvilke undersøgelser du skal igennem. Jeg ved hvordan det er, at være indlagt efter fødslen. Jeg ved hvad der sker på sygehuset, når man går igennem en svær graviditet, en kompliceret eller traumatisk fødsel. Hvad man går igennem, når man bliver forældre til et for tidligt født barn. Når amningen er svær. Når kærligheden til barnet udebliver. Og jeg ved hvordan det er, når en efterfødselsreaktion rammer en familie…

Som jordemoder, har jeg set mine klienters vidt forskellige, og meget konkrete virkeligheder, på nærmeste hold. Det gør en forskel for mine klienter, fordi den forståelse hele tiden ligger under terapien og indholdet i vores samtaler.

De mennesker jeg hjælper, opnår selvindsigt og klarhed over, hvad der er “op og ned” i deres situation og over hvilken vej, det hjælpsomt for dem, at gå.

Det betyder, at de udvikler sig og ro til, at kunne være i deres situation, også selvom den er krævende og svær.

Det gør mig inderligt glad og taknemmelig, at få lov og være en del af dette.

Tilbage er kun at sige, at jeg holder SÅ meget af det jeg laver, at det på ingen måder føles som arbejde – men som den mest naturlige og meningsfulde måde for mig, at bruge mit liv på.

Du er til hver en tid hjerteligt velkommen til at skrive til mig, hvis du gerne vil tale med mig.

Inden et forløb, afholder jeg altid en indledende samtale, som er gratis, for at vi hver især kan finde ud af, om jeg er den der skal hjælpe dig.
​

Mange varme hilsner
Laura